Uge 35 + 36
Vores tømrer holdte ferie i uge 33+34, imens der blev lagt tag. Taget blev lagt på under en uge, hvilket betød at byggeriet for første gang stod helt stille hele uge 34. Det var lidt underligt, fordi vi siden slutningen af april har været vant til, at der hele tiden er sket en masse nyt derude.
Da vi nåede uge 35 var pausen heldigvis slut, og Trelleborg gik i gang med en masse småting. Der blev sat beslag op til vores tagrender. Der blev lavet udhæng færdigt hele vejen rundt om huset. Inde i vores køkkenalrum skulle spærene fra de to længer skæres til og have sat forstærkelse på. Vi skal jo have loft til kip i køkkenalrummet, så for at vi ikke skulle have spær stikkende ud fra de to længer, skulle de skæres til og have lavet en forstærkning. Og så blev vores gavle beklædt og gjort færdige.

I uge 35 blev vores vinduer og terrassedøre leveret.

Kig ned gennem Pernille og Bjørns 1. sal, inden den østvendte gavl (ud mod gårdspladsen) blev beklædt. Man begynder at kunne fornemme, hvor store rum vi får heroppe.

Kig fra bryggerset i Jeannette og Lars’ længe ind mod køkkenalrummet.
Køkkenalrummet, som vi forventer bliver husets hjerterum. Rummet skal være samlingspunkt for vores fælles hverdag, da det er vores eneste køkken. Det er også her, at vi skal nyde en masse stunder sammen med venner og familie. Og så er det lige her, at vi stadig håber på, at kunne holde juleaften om lidt mere end 3 måneder 🙂 Selvfølgelig med et flere meter højt juletræ, intet mindre er passende med en lofthøjde på 5 meter 😉
I kan på det nederste billede her fornemme hvordan at spærene stak ud i rummet. Det er dem, der er blevet skåret af, så vægge kan gå helt lige op til kip.

Uge 37
I uge 37 gik tømreren i gang med, at sætte vinduer i. Lige pludseligt ændrede huset udtryk, og ligner nu mere og mere et rigtigt hus. Vi har valgt topstyrede vinduer, med smalle sprosser, for at få mest muligt lys ind og det bedst mulige udsyn. Derudover er vinduesrammerne udvendigt beklædt med aluminium, hvilket betyder at vi ikke skal male vinduerne udvendigt på noget tidspunkt. Indvendigt er rammerne i træ. Udover at sætte vinduer i huset, blev de fleste tagrender sat op. Her har vi valgt zinktagrender. Og så gik han så småt i gang med at isolere indvendigt. Jeannette og Lars’ længe er nu mere eller mindre lukket helt af, dvs at man ikke kan kigge igennem deres længe og resten af huset længere. Deres vindafstivende vægge er også blevet beklædt med isolering, så nu kan vi for alvor fornemme, hvordan rummene bliver derovre. 🙂

Uge 38
Nu er huset (næsten) lukket helt af! Alle de store vinduespartier, terrassedøre og hoveddøre er nu monteret – det ser virkelig godt ud 😉 Der mangler desværre et lille vindue i køkkenalrummet, ved siden af indgangspartiet fra gårdspladsen, og en terrassedør til Jeannette og Lars’ stue. Det skyldes at der desværre var et par transportskader, så vinduet og terrassedøren er gået i stykker. Det lille vindue skulle gerne blive leveret om en uges tid, og det store vindue om 3-4 uger. Derfor er der lige nu monteret to store krydsfinerplader for dørhullet i Jeannette og Lars’ længe. Terrassedøren når nok ikke at komme, inden vi selv skal i gang, så det er noget Trelleborg kommer tilbage og ordner.

Husets østvendte facade ud mod gårdspladsen. Rundt om vinduerne i gavlene er der sat rammer op, som også skal monteres rundt om alle de andre vinduer og døre. Det er traditionelt for Trelleborg Huse.

Indenfor i køkkenalrummet. Hvor vi har valgt at have en hoveddør til når vi fx skal have gæster, eller kommer hjem med indkøbsposer. Det er her, til højre, at der mangler et vindue.Den anden side i køkkenalrummet. Her har vi valgt at have tre dobbelt terrassedøre, så vi kan åbne mere eller mindre helt op ud til. Det gør også, at vi kan kigge igennem huset fra gårdspladsen og ud mod marken.

Den vestvendte facade, ud mod marken. Her skal vi have en stor træterrasse, som skal gå hen foran de to længer. Vi har valgt at der ikke er terrassedør fra Jeannette og Lars’ stue og ud på terrassen, for ikke at have vinduer i de to længer overfor hinanden, så vi ikke kan kigge over til hinanden. Til gengæld kan de gå ud af deres terrassedør i den vestvendte facade (der hvor hullet er lukket af krydsfinerplader pt.) og gå derfra og hen på terrassen.

  Pernille og Bjørns ene stue, hvor vi får masser af lys og udgang til terrassen.
De to længer, hvor vi hver især har indgang til vores private boliger:

Det øverste billede er af Jeannette og Lars’ længe, og det nederste af Pernille og Bjørns.


Og så har vi stiftet bekendtskab til de voldsomme vandmængder ude på grunden. Den tidligere ejer havde godt fortalt os, at hvis de regnede ekstremt meget, som det jo har gjort her i september, så kunne vores sø godt blive oversvømmet. Og det tør siges er tilfældet! 😉 Normalt plejer vi at kunne stå ude ved det bagerste træ på billedet nedenfor, det træ, som lyser op.

    Selv på marken har vi nu også en sø. Så vi får nok også en del arbejde med, at få fixet noget dræn, så vores køkkenhave og andre planer for marken ikke drukner 😉

Der er kun en uges arbejde tilbage for Trelleborg – hvis alt går efter planen. Dvs at vi i næste weekend selv skal i gang indvendigt. Noget vi har ventet på og glædet os til meget længe.

/Pernille.