Kategori: Designa

Et halvt år senere

Fredag d. 29. september 2017 overtog vi nøglerne til vores råhus fra Trelleborg huse. Det betyder at vi i morgen, torsdag d. 29. marts 2018, har været i gang som selvbyggere indvendigt i et halvt år 🙂
Det har været det vildeste halve år – og det er ret vildt at se tilbage på, hvad vi har været igennem. Derfor får I en lille tur gennem de sidste 6 måneder – et lille påskeæg fra os til jer 😉

1. måned – oktober
For et halvt år siden var huset helt råt indvendigt. De eneste vægge der gjorde at vi kunne fornemme rummenes placering bare en smule, var de vindafstivendevægge, samt ydervæggene mellem de to længer og køkkenalrummet.

En uges tid senere, efter en masse rengøring af huset, fik vi leveret 11 tons materialer – det er blevet til mange tons siden hen 😉 Derefter gik vi hurtigt i gang med at sætte den flotte grønne dampspærre op i hele huset. Der blevet brugt mange timer på, at tape alle samlinger og eventuelle huller sammen. Hver eneste hæfteklammer skulle have et stykke tape over sig, så vi var helt sikre på, at huset blev helt tæt.

Det var også i vores første måned som selvbyggere, at vi kæmpede med et ødelagt dræn, som kom til at koste især Lars en masse arbejde udenfor, som ellers skulle være brugt indenfor. I dag har vi fået gravet en flot stor rende, og har derfor ikke de store problemer med vand. Og så skal vi have lavet nyt dræn.

2. måned – november
Vores anden måned som selvbyggere gik med at montere forskallingsplader udenpå dampspærren. Både på vægge og lofter. Og så blev en stor del af tiden også brugt på, at sætte undertag op i form af asfaltplader. Det var et større arbejde i 5 meters højde, og så svinede det forfærdeligt meget.

3. måned – december
I vores tredje måned skete der rigtig, rigtig meget! Vi havde også rigtig meget ferie allesammen, blandt andet brugte vi vores to ugers juleferie ude i huset. Vi holdte kun fri juleaften og nytårsaften, alle andre dage stod på arbejde i huset. Men vi rykkede også helt vildt.
Vi startede måneden med at isolere i etage-adskillelsen mellem stueetagerne og 1. salene. Så var vi i træning til det helt store isoleringsarbejde i stueetagen. Loftet i køkkenalrummet fik monteret  først ét lag isolering, så dampspærre, forskalling og til sidst endnu ét lag isolering.
Elektrikerne rykkede ind lige inden jul, hvor de gik i gang med at trække el rundt i hele huset. Imens isolerede vi alle vægge i hele huset. Og sidst i juleferien kunne vi gå i gang med at sætte gipsplader på væggene – lige i tide til at murerne mødte ind efter nytår.

4. måned – januar
I januar, vores fjerde måned, gjorde vi klar til at få støbt det sidst lag beton på badeværelserne. Det blev støbt hurtigt efter. Inden murerne gik i gang med at lægge klinker, fik vi sat et par rækker troldtektplader op i loftet i køkkenalrummet, så vi havde noget at styre efter, når resten af loftet skulle monteres. Derefter blev vores gulve i køkkenalrum, bryggers og hall slebet, inden der til sidst blev lagt klinker.

Det var også i januar måned, hvor vi fik monteres gipslofter i en stor del af huset, og hvor vores maler gik i gang med at spartle hele huset. Og hvor vi fik lavet lysninger rundt ved alle vinduer og døre.
Og nå ja, så havde vi også lige en flytningen i slutningen af januar, da vores midlertidige bolig desværre var blevet lejet ud. Vi flyttede derfor hjem til Bjørns kusine og hendes familie, som heldigvis ikke bor langt fra hvor vi selv bygger – det er også her, vi bor nu 🙂

5. måned – februar
I vores femte måned gik vi i gang med at sætte filt op – først hjalp maleren, og kort tid efter kastede Bjørn og jeg os ud i det. I dag er Bjørn faktisk ret dygtig til at filte 😉 Vi gik også i gang med at male vægge og lofter, bl.a. vores store køkkenalrum. Ovre hos Pernille og Bjørn stod det på projekt kalkmaling i stuen og soveværelset. Og så fik vi lavet kloakering udenfor.

Vi kunne også i vores fjerde måned langt om længe begynde at montere inventar i køkken, badeværelser og bryggers.

6. måned – marts
 
De sidste par uger er der kommet spots op, stikkontakter (med strøm). Vores 250 kg. tunge varmepumpe er blevet slæbt ind, og vi har fået gang i jord- og gulvvarmen. VVS’eren har monteret vandhaner, toiletter og brusearmaturer på badeværelserne – så nu kan vi gå på toilettet og få vand inde i huset 😀 Vi er gået i gang med at sætte låger og skuffer på køkken og badeværelserne. Alle rum er færdigmalet. Og så har vi slebet vores gulve i værelserne og stuerne, så de er klar til projekt trægulve.
Vi nærmer os altså snart indflytning – selvom der lige går nogle uger endnu, da der er leveringstid på vores trægulve – som desuden endte med olieret egetræs planker. Inden vi kan flytte ind skal gulvene spartles, der skal lægges gulvpap og gulve. Vi skal have monteres genvexanlæg, de sidste el skal være færdigt. Der skal fuges rundt omkring. Her i påsken skal vi bl.a. sætte dørkarme op, og så skal der sættes døre i. Når trægulvet er lagt, skal der sættes fodlister rundt. Og så kan vi flytte ind.

Og så er vi blevet fire påskelam rigere. Det første sæt tvillinger blev født for 2,5 uge siden. Det andet sæt blev født i går formiddags 🙂

Rigtig god påske!
/Pernille

Så tæt på mål, og så alligevel ikke

Endnu en måned er gået, hvor vi som altid har knoklet alle døgnets frie timer – altså de timer der ikke skal bruges på at arbejde på vores rigtige jobs, skrive speciale, spise og sove.
Vi er meget tæt på målet i stueetagen, men om vi når at blive klar til at flytte ind om 2 uger, det hænger nok i en meget tynd tråd. Det er noget med nogle penge fra banken og nogle papirer, der trækker (ret meget!) ud, derfor er der nogle materialer som vi ikke kan købe endnu, som fx døre, lister og vores trægulve. Så nej, det er ikke altid at man er herre over sine egne tidsplaner, selvom man som selvbygger står for stort set alt selv. Vi iklæder os bare endnu mere tålmodighed – eller forsøger i det mindste 😉

Der er sket rigtig meget i huset, som mere og mere begynder at syne af noget vi snart kan bo i. Og heldigvis for det, vi begynder at kunne mærke at energien er brugt op. Nu trænger vi til bare at kunne leve og bo derude – selvom der mangler et par 1. sale og alt det udenfor, hvor det ligner at der er sprunget en bombe.

Vi har fået sat køkken op! Eller, vi har sat selve køkkenkorpus op og fået lagt vores flotte massive egetræsbordplader på. Låger, skuffer og alle hårde hvidevarer monterer vi først som noget af det sidste. Hold nu op et stort køkken vi får! Der bliver rigeligt med plads til at kunne stå flere og kokkere, og have gæster på besøg, som kan stå og snakke med imens der laves mad. Selve øen måler 120 cm. dyb/bred og 360 cm. lang.

Der hvor der mangler et skab i øen, kommer der til at starte med et åbent skab med hylder. Men det skal nok rimelig hurtigt skiftes ud med et vinkøleskab

Ovre hos Pernille og Bjørn mangler der kun at blive lagt trægulve i alle værelser og stue, døre, lister, VVS og genvexanlæg (ventilation). Hele vores længe er fuldstændigt færdig malet, og der er monteret stikkontakter, spots og alt det andet el. Det ser virkelig godt ud – hvis vi selv skal sige det 😀 Især jeg, Pernille, kan næsten ikke vente til vi skal i gang med alt det sjove: at indrette hele huset.

  Hall, nu med stikkontakter og spots. Her mangler der kun døre og lister. Og så skal bjælken slibes og behandles.

Vores indgang til vores egen længe. Vi har prioriteret at vi har tre indgange, én til køkkenalrummet, én til bryggerset og dermed Lars & Jeannettes hus og én til Pernille og Bjørns hus.

Et af vores mange værelser. Her mangler der dør, lister, trægulv og vindueskarme, som bliver i massivt egetræ, for at skabe noget varme i rummene.

Vores badeværelse, hvor vores badeværelsesmøbel er blevet monteret, samt vores flotte, matte marmorbordplade. Vi har valt lysegrå låger til skufferne, som først bliver monteret til allersidst. Så badeværelset ikke bare bliver “hvidt i hvidt”.
Derudover mangler der VVS, dør, lister og vindueskarm herinde.

Vores stue, med det mest fantastiske lys. Billederne er taget inden elektrikeren havde monteret stikkontakter.

Ovre hos Jeannette og Lars er der også sket rigtig meget. Dog er vi ikke nået helt så langt her. Der mangler bl.a. at blive malet et par lofter og stuen skal males helt færdigt. Og så mangler de samme ting som ovre hos Pernille og Bjørn: lister, døre, trægulve, vindueskarme, ventilation osv.

Bryggers, som er et fælles bryggers, men hører til Jeannette og Lars’ bolig. Der går rigtig meget plads til teknik, hvor der også skal monteres genvexanlæg.
Ved siden af det smalle høje skab, skal der være vaskesøjle. Og så har vi købt en kæmpe stor vask, så Asterix kan blive badet, nu hvor vi ikke har noget badekar.
Der kommer et skab med skydelåger foran al teknikken, så det bliver gemt væk.

Soveværelse, med udsigt udover naboens mark.

Badeværelse, hvor Lars er gået i gang med at montere badeværelsesmøbel og bordplade.

Trappegang op til 1. salen.

Stuen, lige inden vi malede første lag. Som I kan se elsker Asterix allerede udsigten 😉 

Og så har vi haft familieforøgelse! Fredag eftermiddag, mellem kl. 17-17:30, fik vi nemlig tvillingerne Krone og Kølle. Vores allerførste sæt lam, lige lidt for tidligt til at være påskelam. De er sindssygt søde og allerede meget kælne. Det betød også at vi både fredag og lørdag fik en smule travlt med, at bygge et læskur til dem og deres mor, samt at lave en indhegning inde i den store fårefold, for at holde de andre får væk. Desværre er naturen sådan at vædderen ofte vil forsøge at stange lammene i starten, da han ser dem som konkurrenter. Derfor skal de her i starten være skærmet væk sammen med deres mor.
Vi er vidst efterhånden rigtige bonderøve nu 😉


/Pernille

Køkken, badeværelser og bryggers

Så har vi endeligt bestilt køkken, badeværelser og bryggers. Det har været en længere proces, som allerede startede i efterårsferien 2016.
Trelleborg Huse har aftaler med Invita og Svane. Dvs. at man kan få en rabat, hvis man bestiller køkken, bad osv. hos dem. Derfor var det meget naturligt at starte hos dem. Dengang havde vi et noget andet budget til køkken og bad, og lod derfor drømmene løbe mere eller mindre frit.
Her kan I se, hvad vores drømte om dengang:

Køkken fra Svane. Køkken fra Invita.

Dengang legede vi med låger med trælameller, en kompositbordplade (stenbordplade) og kombinationen af låger i hvid og egetræ. Vi fik de to køkkenfirmaer til at komme med to forskellige indretningsideer, for at se, hvad vi bedst kunne lide.

Det daværende tekøkken hos Jeannette og Lars.

På det tidspunkt indeholdte huset også tre badeværelser, hvoraf det ene var med badekar.
Badeværelset hos Jeannette og Lars.
Det lille badeværelse hos Pernille og Bjørn.Det store badeværelse hos Pernille og Bjørn.

En uges tid efter vi havde været på den helt store køkkentur, fandt vi ud af, at vi ikke kunne bygge et ligeså dyrt hus, som vi først havde budgetteret med pga. gensalgsværdien i området. Derfor måtte vi sætte projekt køkken og bad på standby, og indstille os på, at det ikke blev det, vi først drømte om.

I juni satte vi igen jagten i gang efter vores kommende køkken og badeværelser.
Da vi kendte priserne på køkken og bad fra Invita og Svane, valgte vi med det samme dem fra denne gang. Vi er ikke låst fast til at vælge nogle af Trelleborgs samarbejdspartnere. Mange typehusfirmaer afsætter et beløb i budgettet til køkken, bad, bryggers og garderobe, som man skal bruge hos deres samarbejdspartner. Sådan er det ikke hos Trelleborg – i hvert fald ikke når man er selvbygger.
Vi tog derfor på en inspirationstur, hvor vi kunne fastlægge den nye stil vi gik efter og hvor Lars (som er tidligere møbelsnedker) kunne få styr på de forskellige køkkenfirmaers kvalitet. Her var vi forbi HTH, Netto Line, AUBO og DESIGNA.
Vi valgte at få tilbud fra AUBO og DESIGNA, og de var begge med i “kampen” til det allersidste. I sidste ende var det prisen, der var med til at afgøre vores valg. Og så betød det også noget, at Jeannette og Lars for 4 år siden fik nyt køkken i huset i Morud fra DESIGNA og derfor kendte til deres produkter på forhånd. Derfor bliver det DESIGNA der skal levere vores køkken, badeværelser og bryggers 🙂

Resultatet kommer her 😉

Køkkenalrum: Køkkenet endte på mange punkter med at blive en del anderledes, end hvad vores første udgangspunkt var. Men i sidste ende er vi virkelig glade for det, og er helt sikre på, at det nok skal blive rammen om mange gode stunder! For det første har vi flyttet køkkenets placering i rummet. I efteråret var det placeret nede i enden mod Pernille og Bjørns længe. Vi har i stedet valgt at placere det i den modsatte ende, så man kan gå direkte fra bryggerset til køkkenalrummet.
Vi har valgt en hvid, malet låge med et mat look, med greb i børstet stål. Største delen af køkken består af skuffer, bortset fra bagsiden af køkkenøen, hvor vi har valgt skabe og et enkelt rum i forsiden af køkkenøen, hvor der er hylder. Med tiden kan hylderne fjernes, til fordel for et vinkøleskab 😉 Derudover har vi valgt et få et udtræksskab ved siden af køle- og fryseskabene og en Quooker (en 3-i-1 vandhane med koldt, varmt og kogende vand). Bordplade, håndvask og hårde hvidevarer køber vi selv andre steder. Soklen beklædes med aluminium, da det er det mest slidstærke.
Med hensyn til bordplade har vi valgt at lave (læs: Lars laver det!) vores egen træbordplade i massive egetræs planker. Magen til vores store spisebord.
Selve køkkenøen er omkring 3,60 meter lang og 1,20 meter bred. Køkkenalrummet er 51kvm stort og har loft til kip med den højeste lofthøjde på 5 meter, derfor kan rummet sagtens rumme et stort køkken. Og så er vi jo to familier der skal bo sammen, hvorfor der gerne må være masser af plads til os allesammen.
Oppe over højskabene bygger vi selv en kasse i gibs, hvor vi installerer emhætte med en ekstern motor som gemmes væk i skunken bagved, og med plads til spots, så vi kan få en god arbejdsbelysning derhenne.


Bryggers: I første omgang kommer bryggerset til at ligge i selve huset, og i forbindelse med Jeannette og Lars’ længe, med adgang til køkkenalrummet. Når vi om nogle år skal bygge vores store garage, skal der etableres et stort bryggers/vaskerum derovre med mere plads. Bryggerset er egentligt et ret stort rum på 12,3kvm, men da vi skal have et stort teknikskab til jordvarme, gulvvarme, genvex osv. går der en del plads til det. Vi har valgt ikke at købe bordplade igennem DESIGNA, da vi i stedet vil lave vores egen. Og så skal der placeres en stor håndvask derude.



Jeannette og Lars’ badeværelse:
Jeannette og Lars fik leveret for mange låger dengang de lavede køkken i Morud, som DESIGNA dengang sagde, at de bare kunne beholde. De skal bruges i deres badeværelse. Derfor er billederne på badeværelsesmøblet uden låger. Lågerne bliver i hvid højglans, med samme greb som i køkken og bryggers. Derudover har de valgt ikke at købe bordplade, men i stedet lave den selv. Det bliver nok en sortbejdset træbordplade, med en porcelænsvask placeret ovenpå. Deres badeværelse er meget aflangt, derfor er der også plads til en højskab på den ene væg til ekstra opbevaring. Her har de valgt en malet låge i en blålig nuance (den er mere blå på billedet her, end i virkeligheden).



Farven på højskabets låge.

Pernille og Bjørns badeværelse: Vi har valgt ikke at få et hvidt badeværelsesmøbel, men i stedet en malet lysegrå låge, med et mat look. Selve badeværelsesmøblet bliver med skuffer: to store skuffer i midten, hvor den øverste bliver med indretning i træ med plads til makeup, elastikker osv., og fire mindre skuffer i siderne. Vi havde egentligt først valgt en grebsfri løsning, med push-funktion. Dvs. at vi bare skulle trykke på skuffen for at åbne den. Men vi blev i tvivl om det var praktisk, hvilket ekspedienten i DESIGNA også gav udtryk for, at det nok ikke var. Vi kunne risikere at skuffen ville gå op, hvis vi kom til at læne os ind mod den. Så vi valgte i stedet at få greb, magen til den andre i huset. Vi har valgt en bordplade i hvid, mat marmor med integreret vask. Den er utrolig slidstærk og nem at vedligeholde.
Spejlet og armaturet som ses på tegningen er ikke noget vi har købt, det køber vi selv et andet sted 🙂


Lågens farve.Skuffeindretning. Marmor bordpladen og vasken vi har valgt.

Det er vores endelige valg! Selvom det har været en lang proces på næsten et år, og vi måtte handle ud fra et helt andet budget, er vi endt med at blive rigtig glade for det. Jeg, Pernille, synes faktisk at det har været en rigtig positiv proces, hvor der har været rigtig god tid til at overveje alle valg. Der er jo fx en stor forskel på en meget mørk stenbordplade og en lys egetræsbordplade 😉
Nu glæder vi os bare til at se det endelige resultat – forhåbentligt inden jul!

/Pernille.