Kategori: Køkken

Nu med vinduer og update på uge 35-38

Uge 35 + 36
Vores tømrer holdte ferie i uge 33+34, imens der blev lagt tag. Taget blev lagt på under en uge, hvilket betød at byggeriet for første gang stod helt stille hele uge 34. Det var lidt underligt, fordi vi siden slutningen af april har været vant til, at der hele tiden er sket en masse nyt derude.
Da vi nåede uge 35 var pausen heldigvis slut, og Trelleborg gik i gang med en masse småting. Der blev sat beslag op til vores tagrender. Der blev lavet udhæng færdigt hele vejen rundt om huset. Inde i vores køkkenalrum skulle spærene fra de to længer skæres til og have sat forstærkelse på. Vi skal jo have loft til kip i køkkenalrummet, så for at vi ikke skulle have spær stikkende ud fra de to længer, skulle de skæres til og have lavet en forstærkning. Og så blev vores gavle beklædt og gjort færdige.

I uge 35 blev vores vinduer og terrassedøre leveret.

Kig ned gennem Pernille og Bjørns 1. sal, inden den østvendte gavl (ud mod gårdspladsen) blev beklædt. Man begynder at kunne fornemme, hvor store rum vi får heroppe.

Kig fra bryggerset i Jeannette og Lars’ længe ind mod køkkenalrummet.
Køkkenalrummet, som vi forventer bliver husets hjerterum. Rummet skal være samlingspunkt for vores fælles hverdag, da det er vores eneste køkken. Det er også her, at vi skal nyde en masse stunder sammen med venner og familie. Og så er det lige her, at vi stadig håber på, at kunne holde juleaften om lidt mere end 3 måneder 🙂 Selvfølgelig med et flere meter højt juletræ, intet mindre er passende med en lofthøjde på 5 meter 😉
I kan på det nederste billede her fornemme hvordan at spærene stak ud i rummet. Det er dem, der er blevet skåret af, så vægge kan gå helt lige op til kip.

Uge 37
I uge 37 gik tømreren i gang med, at sætte vinduer i. Lige pludseligt ændrede huset udtryk, og ligner nu mere og mere et rigtigt hus. Vi har valgt topstyrede vinduer, med smalle sprosser, for at få mest muligt lys ind og det bedst mulige udsyn. Derudover er vinduesrammerne udvendigt beklædt med aluminium, hvilket betyder at vi ikke skal male vinduerne udvendigt på noget tidspunkt. Indvendigt er rammerne i træ. Udover at sætte vinduer i huset, blev de fleste tagrender sat op. Her har vi valgt zinktagrender. Og så gik han så småt i gang med at isolere indvendigt. Jeannette og Lars’ længe er nu mere eller mindre lukket helt af, dvs at man ikke kan kigge igennem deres længe og resten af huset længere. Deres vindafstivende vægge er også blevet beklædt med isolering, så nu kan vi for alvor fornemme, hvordan rummene bliver derovre. 🙂

Uge 38
Nu er huset (næsten) lukket helt af! Alle de store vinduespartier, terrassedøre og hoveddøre er nu monteret – det ser virkelig godt ud 😉 Der mangler desværre et lille vindue i køkkenalrummet, ved siden af indgangspartiet fra gårdspladsen, og en terrassedør til Jeannette og Lars’ stue. Det skyldes at der desværre var et par transportskader, så vinduet og terrassedøren er gået i stykker. Det lille vindue skulle gerne blive leveret om en uges tid, og det store vindue om 3-4 uger. Derfor er der lige nu monteret to store krydsfinerplader for dørhullet i Jeannette og Lars’ længe. Terrassedøren når nok ikke at komme, inden vi selv skal i gang, så det er noget Trelleborg kommer tilbage og ordner.

Husets østvendte facade ud mod gårdspladsen. Rundt om vinduerne i gavlene er der sat rammer op, som også skal monteres rundt om alle de andre vinduer og døre. Det er traditionelt for Trelleborg Huse.

Indenfor i køkkenalrummet. Hvor vi har valgt at have en hoveddør til når vi fx skal have gæster, eller kommer hjem med indkøbsposer. Det er her, til højre, at der mangler et vindue.Den anden side i køkkenalrummet. Her har vi valgt at have tre dobbelt terrassedøre, så vi kan åbne mere eller mindre helt op ud til. Det gør også, at vi kan kigge igennem huset fra gårdspladsen og ud mod marken.

Den vestvendte facade, ud mod marken. Her skal vi have en stor træterrasse, som skal gå hen foran de to længer. Vi har valgt at der ikke er terrassedør fra Jeannette og Lars’ stue og ud på terrassen, for ikke at have vinduer i de to længer overfor hinanden, så vi ikke kan kigge over til hinanden. Til gengæld kan de gå ud af deres terrassedør i den vestvendte facade (der hvor hullet er lukket af krydsfinerplader pt.) og gå derfra og hen på terrassen.

  Pernille og Bjørns ene stue, hvor vi får masser af lys og udgang til terrassen.
De to længer, hvor vi hver især har indgang til vores private boliger:

Det øverste billede er af Jeannette og Lars’ længe, og det nederste af Pernille og Bjørns.


Og så har vi stiftet bekendtskab til de voldsomme vandmængder ude på grunden. Den tidligere ejer havde godt fortalt os, at hvis de regnede ekstremt meget, som det jo har gjort her i september, så kunne vores sø godt blive oversvømmet. Og det tør siges er tilfældet! 😉 Normalt plejer vi at kunne stå ude ved det bagerste træ på billedet nedenfor, det træ, som lyser op.

    Selv på marken har vi nu også en sø. Så vi får nok også en del arbejde med, at få fixet noget dræn, så vores køkkenhave og andre planer for marken ikke drukner 😉

Der er kun en uges arbejde tilbage for Trelleborg – hvis alt går efter planen. Dvs at vi i næste weekend selv skal i gang indvendigt. Noget vi har ventet på og glædet os til meget længe.

/Pernille.

Køkken, badeværelser og bryggers

Så har vi endeligt bestilt køkken, badeværelser og bryggers. Det har været en længere proces, som allerede startede i efterårsferien 2016.
Trelleborg Huse har aftaler med Invita og Svane. Dvs. at man kan få en rabat, hvis man bestiller køkken, bad osv. hos dem. Derfor var det meget naturligt at starte hos dem. Dengang havde vi et noget andet budget til køkken og bad, og lod derfor drømmene løbe mere eller mindre frit.
Her kan I se, hvad vores drømte om dengang:

Køkken fra Svane. Køkken fra Invita.

Dengang legede vi med låger med trælameller, en kompositbordplade (stenbordplade) og kombinationen af låger i hvid og egetræ. Vi fik de to køkkenfirmaer til at komme med to forskellige indretningsideer, for at se, hvad vi bedst kunne lide.

Det daværende tekøkken hos Jeannette og Lars.

På det tidspunkt indeholdte huset også tre badeværelser, hvoraf det ene var med badekar.
Badeværelset hos Jeannette og Lars.
Det lille badeværelse hos Pernille og Bjørn.Det store badeværelse hos Pernille og Bjørn.

En uges tid efter vi havde været på den helt store køkkentur, fandt vi ud af, at vi ikke kunne bygge et ligeså dyrt hus, som vi først havde budgetteret med pga. gensalgsværdien i området. Derfor måtte vi sætte projekt køkken og bad på standby, og indstille os på, at det ikke blev det, vi først drømte om.

I juni satte vi igen jagten i gang efter vores kommende køkken og badeværelser.
Da vi kendte priserne på køkken og bad fra Invita og Svane, valgte vi med det samme dem fra denne gang. Vi er ikke låst fast til at vælge nogle af Trelleborgs samarbejdspartnere. Mange typehusfirmaer afsætter et beløb i budgettet til køkken, bad, bryggers og garderobe, som man skal bruge hos deres samarbejdspartner. Sådan er det ikke hos Trelleborg – i hvert fald ikke når man er selvbygger.
Vi tog derfor på en inspirationstur, hvor vi kunne fastlægge den nye stil vi gik efter og hvor Lars (som er tidligere møbelsnedker) kunne få styr på de forskellige køkkenfirmaers kvalitet. Her var vi forbi HTH, Netto Line, AUBO og DESIGNA.
Vi valgte at få tilbud fra AUBO og DESIGNA, og de var begge med i “kampen” til det allersidste. I sidste ende var det prisen, der var med til at afgøre vores valg. Og så betød det også noget, at Jeannette og Lars for 4 år siden fik nyt køkken i huset i Morud fra DESIGNA og derfor kendte til deres produkter på forhånd. Derfor bliver det DESIGNA der skal levere vores køkken, badeværelser og bryggers 🙂

Resultatet kommer her 😉

Køkkenalrum: Køkkenet endte på mange punkter med at blive en del anderledes, end hvad vores første udgangspunkt var. Men i sidste ende er vi virkelig glade for det, og er helt sikre på, at det nok skal blive rammen om mange gode stunder! For det første har vi flyttet køkkenets placering i rummet. I efteråret var det placeret nede i enden mod Pernille og Bjørns længe. Vi har i stedet valgt at placere det i den modsatte ende, så man kan gå direkte fra bryggerset til køkkenalrummet.
Vi har valgt en hvid, malet låge med et mat look, med greb i børstet stål. Største delen af køkken består af skuffer, bortset fra bagsiden af køkkenøen, hvor vi har valgt skabe og et enkelt rum i forsiden af køkkenøen, hvor der er hylder. Med tiden kan hylderne fjernes, til fordel for et vinkøleskab 😉 Derudover har vi valgt et få et udtræksskab ved siden af køle- og fryseskabene og en Quooker (en 3-i-1 vandhane med koldt, varmt og kogende vand). Bordplade, håndvask og hårde hvidevarer køber vi selv andre steder. Soklen beklædes med aluminium, da det er det mest slidstærke.
Med hensyn til bordplade har vi valgt at lave (læs: Lars laver det!) vores egen træbordplade i massive egetræs planker. Magen til vores store spisebord.
Selve køkkenøen er omkring 3,60 meter lang og 1,20 meter bred. Køkkenalrummet er 51kvm stort og har loft til kip med den højeste lofthøjde på 5 meter, derfor kan rummet sagtens rumme et stort køkken. Og så er vi jo to familier der skal bo sammen, hvorfor der gerne må være masser af plads til os allesammen.
Oppe over højskabene bygger vi selv en kasse i gibs, hvor vi installerer emhætte med en ekstern motor som gemmes væk i skunken bagved, og med plads til spots, så vi kan få en god arbejdsbelysning derhenne.


Bryggers: I første omgang kommer bryggerset til at ligge i selve huset, og i forbindelse med Jeannette og Lars’ længe, med adgang til køkkenalrummet. Når vi om nogle år skal bygge vores store garage, skal der etableres et stort bryggers/vaskerum derovre med mere plads. Bryggerset er egentligt et ret stort rum på 12,3kvm, men da vi skal have et stort teknikskab til jordvarme, gulvvarme, genvex osv. går der en del plads til det. Vi har valgt ikke at købe bordplade igennem DESIGNA, da vi i stedet vil lave vores egen. Og så skal der placeres en stor håndvask derude.



Jeannette og Lars’ badeværelse:
Jeannette og Lars fik leveret for mange låger dengang de lavede køkken i Morud, som DESIGNA dengang sagde, at de bare kunne beholde. De skal bruges i deres badeværelse. Derfor er billederne på badeværelsesmøblet uden låger. Lågerne bliver i hvid højglans, med samme greb som i køkken og bryggers. Derudover har de valgt ikke at købe bordplade, men i stedet lave den selv. Det bliver nok en sortbejdset træbordplade, med en porcelænsvask placeret ovenpå. Deres badeværelse er meget aflangt, derfor er der også plads til en højskab på den ene væg til ekstra opbevaring. Her har de valgt en malet låge i en blålig nuance (den er mere blå på billedet her, end i virkeligheden).



Farven på højskabets låge.

Pernille og Bjørns badeværelse: Vi har valgt ikke at få et hvidt badeværelsesmøbel, men i stedet en malet lysegrå låge, med et mat look. Selve badeværelsesmøblet bliver med skuffer: to store skuffer i midten, hvor den øverste bliver med indretning i træ med plads til makeup, elastikker osv., og fire mindre skuffer i siderne. Vi havde egentligt først valgt en grebsfri løsning, med push-funktion. Dvs. at vi bare skulle trykke på skuffen for at åbne den. Men vi blev i tvivl om det var praktisk, hvilket ekspedienten i DESIGNA også gav udtryk for, at det nok ikke var. Vi kunne risikere at skuffen ville gå op, hvis vi kom til at læne os ind mod den. Så vi valgte i stedet at få greb, magen til den andre i huset. Vi har valgt en bordplade i hvid, mat marmor med integreret vask. Den er utrolig slidstærk og nem at vedligeholde.
Spejlet og armaturet som ses på tegningen er ikke noget vi har købt, det køber vi selv et andet sted 🙂


Lågens farve.Skuffeindretning. Marmor bordpladen og vasken vi har valgt.

Det er vores endelige valg! Selvom det har været en lang proces på næsten et år, og vi måtte handle ud fra et helt andet budget, er vi endt med at blive rigtig glade for det. Jeg, Pernille, synes faktisk at det har været en rigtig positiv proces, hvor der har været rigtig god tid til at overveje alle valg. Der er jo fx en stor forskel på en meget mørk stenbordplade og en lys egetræsbordplade 😉
Nu glæder vi os bare til at se det endelige resultat – forhåbentligt inden jul!

/Pernille.

Rejsegilde og materialevalg

Uge 29+30
I mandags, d. 24. juli, var lidt af en festdag. Vi kunne nemlig invitere håndværkere, familie og de nærmeste venner til rejsegilde og fremvisning af vores store hus.
I uge 29 fik tømreren nemlig sat de sidste spær på køkken-alrummet op. Det meste af ugen gik med at lægge lægter (dem som tagstenene skal sættes fast på) på de to længers spær og lave skelettet til 1. salenes gavle. For første gang har vi nu kunne få en fornemmelse af, hvor store vores 1. sale bliver – det bliver simpelthen så godt og lækkert!
Her ses Jeannette og Lars’ 1. sal, hvor der kommer to værelser og et repos ved trappen. Der bliver de flotteste udsigte heroppe fra, så lige nu er dilemmaet, om de skal have soveværelse deroppe i stedet for nede i stuen 😉
Lægterne, hvor tagstenene sættes fast på. Hvis planen holder, lægges der tag i uge 32 og 33.
Hele huset set fra der hvor garagen en dag skal stå. Trelleborg-skiltet som I ser på facaden ved Jeannette og Lars’ længe, skal hænge op facaden til vi maler huset. Billedet er fra i mandags, hvor vi fik det skønneste sommervejr. Helt perfekt til rejsegilde, hvor der blev grillet pølser, vist hus frem, hygget og ikke mindst: slået søm i træstamme 🙂
Og selvfølgelig skal I også have et billede af vores rejsegilde krans.

Nu hvor der ikke er vildt lang tid til, at der står et færdigt råhus klar til os, skal vi også til at vælge materialer som stikontakter, indvendige døre, hvilke gulve vi skal have i de forskellige rum, hvilket køkken vi skal have, badeværelser, bryggers osv. Det er en længere proces, men vi tager én ting ad gangen. Og så er vi jo nogen (Pernille og Jeannette) der synes, at det her er det sjove 😉

Vi har været både hos AUBO og Designa og fået tilbud på køkken og bad. Til de nysgerrige, kan I få en idé om, hvordan vores køkkenalrum (måske) kommer til at se ud – vi har ikke besluttet noget endnu 🙂
Køkkenet bliver i hvert fald med hvide låger. Drømmen er egentligt et snedkerkøkken, måske endda lavet af Lars selv. Men det er der ikke penge eller tid til lige i denne omgang. Det svære valg lige nu er så bare hvilken type bordplade vi skal have. Pga. det stramme budget vi har, bliver der ikke råd til bordplade i sten, selvom det ellers er drømmen. Så vi er i stedet ude i laminatbordplade enten i meget mørkegrå eller med trælook, eller en træbordplade. Vi hælder lige nu mest til den med trælook eller en træbordplade, da det giver noget varme til rummet. Og så kommer det til at matche rigtig flot med vores meget store spisebord (det er stort set ligeså stort som køkkenøen 😉 ). Men om sagt, intet er fastlagt endnu.
I stedet for en tydelig emhætte, der ville skulle have en meget lang “skorsten”, da der er 5 meter til loft der, hvor den skal hænge, bygger vi en kasser med en indbygget emhætte. Ikke som den er illustreret på billedet her, vi vil nemlig ikke have skabe i den, og den kommer også til at ligge ovenpå højskabenes top. Det gør det muligt at vi kan få en ekstern motor på emhætten, som kan bygges ind i skunken og vi derved ikke får så meget støj fra emhætten. Derudover kan vi lave lys installationer i kassen, så vi kan få noget ordentligt belysning over kogepladsen.

Noget vi er ved at have på plads er, hvilke slags gulve vi vil have i de forskellige rum. I køkken-alrummet har vi skiftet meget mellem trægulv eller klinker. Trægulv pga. den sammenhænge der ville være mellem værelserne og stuerne, og fordi det er et varmere og blødere gulve. Klinker fordi de er super praktiske, de er nemme at vedligeholde og gøre rent. Især når vi tænker på, at vi både har hund og der en dag kommer små børn. Vi er endt på, at det bliver klinker. Og klinker i et beton lignende look med lidt struktur i overfladen, altså ikke helt glatte klinker.
I går, lørdag d. 29. juli, var vi derfor forbi Fliseuniverset og Garant gulve i Odense og kigge på gulve. Vi har ikke valgt noget endnu, men vi er blevet klogere. I stuerne og værelserne vil vi have egetræs trægulve, da de er flotte og meget slidstærke – siger møbelsnedkeren.
    
/Pernille.