Huset i Morud som har dannet ramme om en masse minder igennem de sidste 21 år. Med smuk solskin på de smukke gule mursten og en helt blå og skyfri himmel.

Så blev det onsdag d. 1. marts, hvilket betyder at dagen hvor huset i Morud får nye beboere er kommet. Kl. 15.00 er der overdragelse af nøgler til den nye familie, der skal til at skabe deres liv i vores gamle rammer. De sidste tre uger har været hårde. Først flyttede Pernille og Bjørn deres ting hjem til Bjørns far, hvor vi har fået lov til at opmagasinere alle de ting, vi ikke skal have med i den midlertidige bolig. Og de sidste fem dage har vi kørt mellem Morud og Tommerup, for det har nemlig været store flytteweekend. Nu er huset tømt og rengjort, og de fleste af os har sagt farvel til huset for en allersidste gang. Det er både vemodigt og vi ville lyve, hvis ikke i hvert fald en af os, har klemt en lille tåre eller to ud af øjenkrogen. Men samtidig er det også sindssygt spændende, for nu er det hele bare så meget mere virkeligt! 🙂
Det betyder nemlig, at vores nye liv for alvor er skudt i gang. For nu bor vi sgu sammen. Nu er der ingen vej tilbage. Eller, det har der jo sådan set ikke været siden august, hvor vi satte vores underskrifter på købsaftalen til vores lille landsted. Men nu starter den nye måde at bo på for alvor – og så endda mere ekstremt end når vores eget hus står færdigt, for lige nu bor vi jo sådan set i et helt almindeligt én-familie hus.

Forhåbentligt begynder byggeprocessen også snart at rykke på sig. Økonomien er faldet på plads. De endelige plantegninger er færdige, dem får I snart at se herinde. Så vi er meget tæt på (syv-ni-tretten-bank-i-bordet / tør man virkelig skrive det?), at kunne sende vores ansøgninger om nedrivnings- og byggetilladelse afsted til kommunen, og så må vi bare håbe på, at behandlingstiden ikke tager alt for lang tid. Vi har fået en ny plads i kalenderen hos Trelleborg, som simpelthen har ydet verdens bedste rådgivning og service! Egentligt skulle byggeriet være gået i gang i denne måned, men nu håber vi på, at det bliver i slutningen af foråret / starten af sommeren, at selve byggeriet af råhuset går i gang 🙂 Inden da skal det gamle hus rives ned, der skal laves jordbundsundersøgelser, grunden skal gøres klar til byggeriet og der skal støbes fundament.

Jeg vil slutte vores lille statusberetning af med et billede af den smukke udsigt, som vi er så heldige at skulle nyde godt af de næste 9 måneder!

/Pernille.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *