Måned: august 2017

Køkken, badeværelser og bryggers

Så har vi endeligt bestilt køkken, badeværelser og bryggers. Det har været en længere proces, som allerede startede i efterårsferien 2016.
Trelleborg Huse har aftaler med Invita og Svane. Dvs. at man kan få en rabat, hvis man bestiller køkken, bad osv. hos dem. Derfor var det meget naturligt at starte hos dem. Dengang havde vi et noget andet budget til køkken og bad, og lod derfor drømmene løbe mere eller mindre frit.
Her kan I se, hvad vores drømte om dengang:

Køkken fra Svane. Køkken fra Invita.

Dengang legede vi med låger med trælameller, en kompositbordplade (stenbordplade) og kombinationen af låger i hvid og egetræ. Vi fik de to køkkenfirmaer til at komme med to forskellige indretningsideer, for at se, hvad vi bedst kunne lide.

Det daværende tekøkken hos Jeannette og Lars.

På det tidspunkt indeholdte huset også tre badeværelser, hvoraf det ene var med badekar.
Badeværelset hos Jeannette og Lars.
Det lille badeværelse hos Pernille og Bjørn.Det store badeværelse hos Pernille og Bjørn.

En uges tid efter vi havde været på den helt store køkkentur, fandt vi ud af, at vi ikke kunne bygge et ligeså dyrt hus, som vi først havde budgetteret med pga. gensalgsværdien i området. Derfor måtte vi sætte projekt køkken og bad på standby, og indstille os på, at det ikke blev det, vi først drømte om.

I juni satte vi igen jagten i gang efter vores kommende køkken og badeværelser.
Da vi kendte priserne på køkken og bad fra Invita og Svane, valgte vi med det samme dem fra denne gang. Vi er ikke låst fast til at vælge nogle af Trelleborgs samarbejdspartnere. Mange typehusfirmaer afsætter et beløb i budgettet til køkken, bad, bryggers og garderobe, som man skal bruge hos deres samarbejdspartner. Sådan er det ikke hos Trelleborg – i hvert fald ikke når man er selvbygger.
Vi tog derfor på en inspirationstur, hvor vi kunne fastlægge den nye stil vi gik efter og hvor Lars (som er tidligere møbelsnedker) kunne få styr på de forskellige køkkenfirmaers kvalitet. Her var vi forbi HTH, Netto Line, AUBO og DESIGNA.
Vi valgte at få tilbud fra AUBO og DESIGNA, og de var begge med i “kampen” til det allersidste. I sidste ende var det prisen, der var med til at afgøre vores valg. Og så betød det også noget, at Jeannette og Lars for 4 år siden fik nyt køkken i huset i Morud fra DESIGNA og derfor kendte til deres produkter på forhånd. Derfor bliver det DESIGNA der skal levere vores køkken, badeværelser og bryggers 🙂

Resultatet kommer her 😉

Køkkenalrum: Køkkenet endte på mange punkter med at blive en del anderledes, end hvad vores første udgangspunkt var. Men i sidste ende er vi virkelig glade for det, og er helt sikre på, at det nok skal blive rammen om mange gode stunder! For det første har vi flyttet køkkenets placering i rummet. I efteråret var det placeret nede i enden mod Pernille og Bjørns længe. Vi har i stedet valgt at placere det i den modsatte ende, så man kan gå direkte fra bryggerset til køkkenalrummet.
Vi har valgt en hvid, malet låge med et mat look, med greb i børstet stål. Største delen af køkken består af skuffer, bortset fra bagsiden af køkkenøen, hvor vi har valgt skabe og et enkelt rum i forsiden af køkkenøen, hvor der er hylder. Med tiden kan hylderne fjernes, til fordel for et vinkøleskab 😉 Derudover har vi valgt et få et udtræksskab ved siden af køle- og fryseskabene og en Quooker (en 3-i-1 vandhane med koldt, varmt og kogende vand). Bordplade, håndvask og hårde hvidevarer køber vi selv andre steder. Soklen beklædes med aluminium, da det er det mest slidstærke.
Med hensyn til bordplade har vi valgt at lave (læs: Lars laver det!) vores egen træbordplade i massive egetræs planker. Magen til vores store spisebord.
Selve køkkenøen er omkring 3,60 meter lang og 1,20 meter bred. Køkkenalrummet er 51kvm stort og har loft til kip med den højeste lofthøjde på 5 meter, derfor kan rummet sagtens rumme et stort køkken. Og så er vi jo to familier der skal bo sammen, hvorfor der gerne må være masser af plads til os allesammen.
Oppe over højskabene bygger vi selv en kasse i gibs, hvor vi installerer emhætte med en ekstern motor som gemmes væk i skunken bagved, og med plads til spots, så vi kan få en god arbejdsbelysning derhenne.


Bryggers: I første omgang kommer bryggerset til at ligge i selve huset, og i forbindelse med Jeannette og Lars’ længe, med adgang til køkkenalrummet. Når vi om nogle år skal bygge vores store garage, skal der etableres et stort bryggers/vaskerum derovre med mere plads. Bryggerset er egentligt et ret stort rum på 12,3kvm, men da vi skal have et stort teknikskab til jordvarme, gulvvarme, genvex osv. går der en del plads til det. Vi har valgt ikke at købe bordplade igennem DESIGNA, da vi i stedet vil lave vores egen. Og så skal der placeres en stor håndvask derude.



Jeannette og Lars’ badeværelse:
Jeannette og Lars fik leveret for mange låger dengang de lavede køkken i Morud, som DESIGNA dengang sagde, at de bare kunne beholde. De skal bruges i deres badeværelse. Derfor er billederne på badeværelsesmøblet uden låger. Lågerne bliver i hvid højglans, med samme greb som i køkken og bryggers. Derudover har de valgt ikke at købe bordplade, men i stedet lave den selv. Det bliver nok en sortbejdset træbordplade, med en porcelænsvask placeret ovenpå. Deres badeværelse er meget aflangt, derfor er der også plads til en højskab på den ene væg til ekstra opbevaring. Her har de valgt en malet låge i en blålig nuance (den er mere blå på billedet her, end i virkeligheden).



Farven på højskabets låge.

Pernille og Bjørns badeværelse: Vi har valgt ikke at få et hvidt badeværelsesmøbel, men i stedet en malet lysegrå låge, med et mat look. Selve badeværelsesmøblet bliver med skuffer: to store skuffer i midten, hvor den øverste bliver med indretning i træ med plads til makeup, elastikker osv., og fire mindre skuffer i siderne. Vi havde egentligt først valgt en grebsfri løsning, med push-funktion. Dvs. at vi bare skulle trykke på skuffen for at åbne den. Men vi blev i tvivl om det var praktisk, hvilket ekspedienten i DESIGNA også gav udtryk for, at det nok ikke var. Vi kunne risikere at skuffen ville gå op, hvis vi kom til at læne os ind mod den. Så vi valgte i stedet at få greb, magen til den andre i huset. Vi har valgt en bordplade i hvid, mat marmor med integreret vask. Den er utrolig slidstærk og nem at vedligeholde.
Spejlet og armaturet som ses på tegningen er ikke noget vi har købt, det køber vi selv et andet sted 🙂


Lågens farve.Skuffeindretning. Marmor bordpladen og vasken vi har valgt.

Det er vores endelige valg! Selvom det har været en lang proces på næsten et år, og vi måtte handle ud fra et helt andet budget, er vi endt med at blive rigtig glade for det. Jeg, Pernille, synes faktisk at det har været en rigtig positiv proces, hvor der har været rigtig god tid til at overveje alle valg. Der er jo fx en stor forskel på en meget mørk stenbordplade og en lys egetræsbordplade 😉
Nu glæder vi os bare til at se det endelige resultat – forhåbentligt inden jul!

/Pernille.

Et år senere

I denne uge er det et år siden, at vi skrev under på købskontrakten. Efter nogle meget nervepirrende uger, hvor der faktisk også var en anden interesseret køber. Heldigvis valgte vi at byde den rigtige pris, så det blev vores!

Dengang stod der et gammelt, faldefærdigt hus. Grunden var groet til flere steder af thujabuske og store træer. Der var kæmpe rodebunker osv. Vi kunne dengang ikke drømme om, hvilket arbejde der lå foran os. Og måske en smule naive troede vi, at vi ville flytte ind sensommeren 2017. Men, vi er blevet meget klogere det sidste år 😉 Der var mere end bare thujabuske, træer der skulle fældes, rodebunker (x1.000.000). Vi løb ind problemer med finansiering, et hus der først skulle gøres mindre, så større og så lidt mindre igen. Opstartsdatoer der blev rykket, fordi vi ikke var klar. Et hus der pludseligt skulle i landzone høring. Vi har virkelig lært meget! Og vigtigst af alt: ingen af os har på noget tidspunkt fortrudt vores store projekt 🙂

Status på byggeriet er at vi i sidste uge, uge 33, fik lagt tag på hele huset. Vi har valgt en mat sort tagsten. Og det er vi virkelig tilfredse med.
I denne uge har byggeriet stået stille, da vores tømmer holder ferie. Men på mandag går han i gang igen, og så har han cirka 3 ugers arbejde tilbage, inden vi kan gå i gang selv.
Det han skal lave inden vi kan overtage er: lave gavlene færdige (lukke dem), sætte tagrender op – her har vi valgt zinktagrender, montere vinduer og døre (shit vi glæder os til at se det!), lave de vindafstivende vægge færdige, ordne væggene mellem køkkenalrummet og de to længer og sætte det yderste lag af den indvendige isolering op.

  Asterix føler sig allerede hjemme herude, og har testet nogle af hans mange kommende udkigsposter fra huset 😉

Og så har vi fået bestilt køkken, badeværelser og bryggers. Men det må få et indlæg for sig 🙂
Rigtig god weekend!
/Pernille.