Kategori: 1. sale

Verdens længste slutspurt

Tilbage i januar skrev vi, at vi var gået i gang med slutspurten af byggeriet. Det må vidst være endt som verdenshistoriens længste slutspurt, for vi er stadig i gang, og endnu ikke flyttet ind. Vi bruger stadigvæk al vores fritid i huset, så der sker heldigvis stadig en masse ting.
Jeg vil prøve at huske alt det vi har lavet, siden sidste update tilbage i april måned 🙂

Vi har haft den smukkeste forårshave, fyldt med blomster og blomstrende træer. Det er altså helt klart en af fordelene ved, at der lå et hus her i forvejen, at der trods alt er noget, der minder om en have i forvejen.


Vi har fået færdiggjort al vores el, både indenfor og udendørsbelysning rundt om huset. Vi har valgt at få spots i de udhæng der ikke gå mod kip, og så har vi fået monteret væglamper rundt ved vores 3 hoveddøre og et par terrassedøre. Til de interesserede har vi valgt nogle helt enkelte og minimalistiske væglamper i sort stål fra Nordlux.


Derudover er alt VVS også færdigt. Vi har fået monteret vores køkkenvask, Quooker og alle vores hvidevarer.

(Og ja, det roder ret meget, når man sådan bygger hus 😉 )

Vores genvexanlæg (ventilationsanlæg) er stort set færdigmonteret for nu, vi mangler kun at isolere rørene og tilslutte anlægget. Når første salene skal gøres færdige, skal det sidste af genvexanlægget laves der. Vi skal have genvex fordi nybyggede huse i dag er så tætte, at der både skal suge luft ind og ud af huset. Det skal give et bedre indeklima og sørge for at huset ikke bliver en sauna 😉 Vi har to genvexanlæg, da huset er så stort. Der er derfor et i hver længe. Hos Jeannette og Lars er anlægget placeret sammen med alt den anden teknik i bryggerset. Hos Pernille og Bjørn kunne vi få plads til at gemme det væk i skunken på 1. salen.


Vi er blevet færdige med at montere alle vores massive egetræs vindueskarme. Både dem og vores bordplader i køkkenet har fået uendeligt mange lag olie i nuancen drivtømmer grå. Det har ikke gjort dem grå, men blot givet dem et gråt skær. Så længe man sørger for at oliere træet godt og et par gange om året, skal man altså ikke være bange for at vælge bl.a. en køkkenbordplade i træ. Og så har vi fået slebet og ludbehandlet alle vores synlige limtræsbjælker i hele huset.


Noget af det, der dog syner af allermest, af alt det vi har lavet den seneste måned, det er vores trægulv. Vi har nemlig lagt trægulv i tre værelser, og mangler nu kun i stuerne og et soveværelse. Vi er virkelig glade og tilfredse. Det er altid lidt spændende at se hvordan ens valg tager sig ud. Der er stor forskel på en 20 cm lang gulvprøve og et helt rum. Vi har, som tidligere nævnt, valgt et hvidolieret egetræsgulv. Inden indflytningen vil vi nok give alle gulve endnu et lag olie, for at gøre dem ekstra modstandsdygtige overfor slidtage – det er trods alt nemmere at gøre nu, end når vi er flyttet ind med alle vores ting.


Vi har sat døre i stort set alle rum. De rum hvor gulvene er færdige, har vi også sat gerigter omkring dørene. Så nu står flere af rummene faktisk meget tæt på færdige – der mangler blot lister og et par fuger hist og her.

Lars og Bjørn har brugt en masse tid oppe på vores 1. sale, hvor der er blevet lavet undertag, isoleret og gjort klar til at lukke vores trappehuller af. Og så har de lagt et midlertidigt gulv, så det er til at gå rundt og arbejde deroppe.


Når Bjørn ikke har arbejdet på 1. salene, har han monteret greb i køkkenet. Det har ændret køkkenets udtryk meget, men vi kan ret godt lide at det bryder med det meget klassiske, minimalistiske, hvide køkken.

Det første billede er før greb.

Og så har Jeannette fået alle sine krukker hjem igen, som siden vi flyttede fra Morud har været i “pleje” hos vores søde gamle naboer. Det ser næsten helt hjemligt ud, og pynter rigtig flot derude i sandkassen 🙂


Der er dog stadig nogle ugers arbejde endnu. Der skal isoleres færdigt. Vi skal have lukket trappehullerne af til første salene. Resten af køkkenet skal monteres (låger og udtrækskab). Vi skal have sat det sidste inventar op i bryggerset. Hele huset skal tryktestes (noget teknisk i forhold til hvor tæt huset skal være for at være et 0-energi hus). Og så skal der fuges hist og her, lægges det sidste gulv og monteres lister. Og så kan vi flytte ind – håber vi! 😀

Ps. I tirsdags var det præcis et år siden, at Trelleborg Huse gik i gang med at bygge råhuset. Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at det ville tage så lang tid. Men det skal helt sikkert nok blive godt 😉

/Pernille.

 

 

Et halvt år senere

Fredag d. 29. september 2017 overtog vi nøglerne til vores råhus fra Trelleborg huse. Det betyder at vi i morgen, torsdag d. 29. marts 2018, har været i gang som selvbyggere indvendigt i et halvt år 🙂
Det har været det vildeste halve år – og det er ret vildt at se tilbage på, hvad vi har været igennem. Derfor får I en lille tur gennem de sidste 6 måneder – et lille påskeæg fra os til jer 😉

1. måned – oktober
For et halvt år siden var huset helt råt indvendigt. De eneste vægge der gjorde at vi kunne fornemme rummenes placering bare en smule, var de vindafstivendevægge, samt ydervæggene mellem de to længer og køkkenalrummet.

En uges tid senere, efter en masse rengøring af huset, fik vi leveret 11 tons materialer – det er blevet til mange tons siden hen 😉 Derefter gik vi hurtigt i gang med at sætte den flotte grønne dampspærre op i hele huset. Der blevet brugt mange timer på, at tape alle samlinger og eventuelle huller sammen. Hver eneste hæfteklammer skulle have et stykke tape over sig, så vi var helt sikre på, at huset blev helt tæt.

Det var også i vores første måned som selvbyggere, at vi kæmpede med et ødelagt dræn, som kom til at koste især Lars en masse arbejde udenfor, som ellers skulle være brugt indenfor. I dag har vi fået gravet en flot stor rende, og har derfor ikke de store problemer med vand. Og så skal vi have lavet nyt dræn.

2. måned – november
Vores anden måned som selvbyggere gik med at montere forskallingsplader udenpå dampspærren. Både på vægge og lofter. Og så blev en stor del af tiden også brugt på, at sætte undertag op i form af asfaltplader. Det var et større arbejde i 5 meters højde, og så svinede det forfærdeligt meget.

3. måned – december
I vores tredje måned skete der rigtig, rigtig meget! Vi havde også rigtig meget ferie allesammen, blandt andet brugte vi vores to ugers juleferie ude i huset. Vi holdte kun fri juleaften og nytårsaften, alle andre dage stod på arbejde i huset. Men vi rykkede også helt vildt.
Vi startede måneden med at isolere i etage-adskillelsen mellem stueetagerne og 1. salene. Så var vi i træning til det helt store isoleringsarbejde i stueetagen. Loftet i køkkenalrummet fik monteret  først ét lag isolering, så dampspærre, forskalling og til sidst endnu ét lag isolering.
Elektrikerne rykkede ind lige inden jul, hvor de gik i gang med at trække el rundt i hele huset. Imens isolerede vi alle vægge i hele huset. Og sidst i juleferien kunne vi gå i gang med at sætte gipsplader på væggene – lige i tide til at murerne mødte ind efter nytår.

4. måned – januar
I januar, vores fjerde måned, gjorde vi klar til at få støbt det sidst lag beton på badeværelserne. Det blev støbt hurtigt efter. Inden murerne gik i gang med at lægge klinker, fik vi sat et par rækker troldtektplader op i loftet i køkkenalrummet, så vi havde noget at styre efter, når resten af loftet skulle monteres. Derefter blev vores gulve i køkkenalrum, bryggers og hall slebet, inden der til sidst blev lagt klinker.

Det var også i januar måned, hvor vi fik monteres gipslofter i en stor del af huset, og hvor vores maler gik i gang med at spartle hele huset. Og hvor vi fik lavet lysninger rundt ved alle vinduer og døre.
Og nå ja, så havde vi også lige en flytningen i slutningen af januar, da vores midlertidige bolig desværre var blevet lejet ud. Vi flyttede derfor hjem til Bjørns kusine og hendes familie, som heldigvis ikke bor langt fra hvor vi selv bygger – det er også her, vi bor nu 🙂

5. måned – februar
I vores femte måned gik vi i gang med at sætte filt op – først hjalp maleren, og kort tid efter kastede Bjørn og jeg os ud i det. I dag er Bjørn faktisk ret dygtig til at filte 😉 Vi gik også i gang med at male vægge og lofter, bl.a. vores store køkkenalrum. Ovre hos Pernille og Bjørn stod det på projekt kalkmaling i stuen og soveværelset. Og så fik vi lavet kloakering udenfor.

Vi kunne også i vores fjerde måned langt om længe begynde at montere inventar i køkken, badeværelser og bryggers.

6. måned – marts
 
De sidste par uger er der kommet spots op, stikkontakter (med strøm). Vores 250 kg. tunge varmepumpe er blevet slæbt ind, og vi har fået gang i jord- og gulvvarmen. VVS’eren har monteret vandhaner, toiletter og brusearmaturer på badeværelserne – så nu kan vi gå på toilettet og få vand inde i huset 😀 Vi er gået i gang med at sætte låger og skuffer på køkken og badeværelserne. Alle rum er færdigmalet. Og så har vi slebet vores gulve i værelserne og stuerne, så de er klar til projekt trægulve.
Vi nærmer os altså snart indflytning – selvom der lige går nogle uger endnu, da der er leveringstid på vores trægulve – som desuden endte med olieret egetræs planker. Inden vi kan flytte ind skal gulvene spartles, der skal lægges gulvpap og gulve. Vi skal have monteres genvexanlæg, de sidste el skal være færdigt. Der skal fuges rundt omkring. Her i påsken skal vi bl.a. sætte dørkarme op, og så skal der sættes døre i. Når trægulvet er lagt, skal der sættes fodlister rundt. Og så kan vi flytte ind.

Og så er vi blevet fire påskelam rigere. Det første sæt tvillinger blev født for 2,5 uge siden. Det andet sæt blev født i går formiddags 🙂

Rigtig god påske!
/Pernille

Skillevægge og snart klar til EL

Uge 49 var en travl uge, hvor der blev arbejdet på huset i stort set alle døgnets vågne timer. Men hold nu op hvor har det også bare rykket meget! 😀
Pernilles lillebror Magnus havde fri fra arbejde hele ugen, og kunne derfor hjælpe de fleste dage. Lars holdte stort set helt fri tirsdag, onsdag og torsdag. Og Pernille og Bjørn kom så snart de havde fri fra studie/eksamen og arbejde.
En af de sene arbejdsdage i huset, hvor der bliver skåret forskalling til. Vi har efterhånden erhvervet os en imponerende (synes nogen: kvinderne i familien) værktøjspakke.

Hvad er der så sket i huset?
På 1. salene er vi nu helt færdige med første lag isolering af etageadskillelserne. Forskallingsbredderne er sorteret og fordelt, det samme er asfaltpladerne (en anden form for undertag end traditionelt), så nu ligger de materialer klar, til at vi igen skal i gang deroppe.

Forskalling af lofter og klar til montering af det allersidste lag isolering i køkkenalrummets loft.

I køkkenalrummet er forskallingen stort set færdig. Der mangler kun den sidste forskalling på de to endevægge. I endevæggenes gavle er der nu blevet lukket helt af med dampspærre, og Bjørn er gået i gang med, at isolere den ene gavl.
Derudover er loftet i køkkenalrummet helt færdig isoleret (!!!), der er monteret forskalling, som vores troldtektlofter skal monteres på.

Projekt isolering af loft. Det gik heldigvis forholdsvist nemt med sidste lag.

Et færdigisoleret loft 🙂

Der er langt ned fra stilladset!

Gavlene i køkkenalrummet er nu lukket helt tæt af dampspærre.

Og så er de næsten færdigisoleret. Det I kan se ved loftet, er asfaltpladerne som fungerer som undertag. Hvis vi havde vidst hvor bøvlet det var at arbejde med (det skal både skæres til og fuges, og er meget skrøbeligt), havde vi nok valgt et traditionelt undertag.

I Jeannette og Lars’ længe er der ikke sket så meget, men det kommer der helt sikkert til i den her uge.

Ovre hos Pernille og Bjørn er der tilgengæld sket rigtig meget. Det ligner nu mere og mere et hus indvendigt. Vi har fået sat stort set alle skeletter til skillevæggene op. Der mangler kun mellem vores hall/gang og stuen. Mellem stue, soveværelse og badeværelse har Magnus endda nået at montere det første lag gips, og Jeannette har isoleret i soveværelset ind mod stuen. På væggene skal der to lag gips på, som skal spartles ved samlingerne og derefter filtes, inden vi kan male dem.

Skillevæggenes skelet. Bagerst er det ind mod soveværelset, og det forreste er ind mod badeværelse. Begge rum grænser op til vores ene stue.

Det kommende badeværelse.

Skillevægge mellem (børne)værelserne og gang/hall (øverste billede). Og skillevæg mellem de to (børne)værelser (nederste billede).

Vi har prioriteret at der er egne indgange til hver bolig, udover den store hovedindgang ved køkkenalrummet. Her er det indgangen til Pernille og Bjørns længe.

Vi nåede også at få sat første lag gips op mellem stue, soveværelse og badeværelse.

Pernille og Bjørns soveværelse. Med den første isoleret væg. Oppe i toppen af væggen (der hvor isoleringen stopper), er der gjort klar til el.

Det er fedt at der er sket så stor en udvikling den sidste uges tid, og det hjælper virkelig meget på motivationen! Efter planen skulle vi gerne være klar til, at elektrikerne rykker ind sidst på ugen, så vi kan få trukket el rundt i huset. Men først skal skeletterne til de sidste skillevægge lige sættes op 😉

Selvfølgelig er vores kære nybyggerhund Asterix med ude i huset. Vi er mange der glæder os til at få varme på i huset. I lørdags fandt vi ham liggende i bunke savsmuld 😉

         

/Pernille.

 

 

Vi isolerer på livet løs

Siden sidste update er der sket en del – og hurra for det, for vi har godt nok travlt! Huset vi har boet til leje i siden marts, er blevet udlejet til nogle andre pr. 1. februar, hvilket betyder, at vi SKAL kunne flytte ind i vores eget hus i slutningen af januar.
2 måneder, det kræver hårdt arbejde.

Vi er gået i gang med projekt isolering. Ikke det fedeste projekt, da det kradser og klør helt vanvittigt meget. Det første lag isolering af undertaget i køkkenalrummet er færdigt, og vi er næsten helt færdige med at sætte dampspærre op derinde. Der mangler kun lige to “huller”, som vi har brug for, for at kunne komme op på første salene. I går gik Lars og Bjørns far i gang med forskalling af væggene i køkkenalrummet. Imens tapede Jeannette rundt om vinduer og døre, så dampspærren er helt tæt. Pernille og Bjørn har brugt hele weekenden på, at lægge det første lag isolering i etageadskillelsen på første salene. Vi er færdige i vores egen længe, og i fuld gang i Jeannette og Lars’. Der skal, ligesom i resten af huset, lægges to lag isolering i etageadskillelsen. Imellem de to lag, skal der lægges gulvvarmeslanger, så vi også kan få gulvvarme på vores første sale.

Imellem lægterne skal der lægges isolering. Det kræver at vi måler hver eneste “rum” op, da de ikke har samme mål. Og at vi passer på, så vi ikke træder igennem dampspærren.

Opmåling af isolering. Heldigvis er isoleringen i ruller. Vi kan derfor måle op og skære til inden vi piller indpakningen af.

Ude i gavlene er der det vildeste “pille-arbejde”, som virkelig kræver tålmodighed. Her skal isoleringen stå op. Og der skal sættes to lag isolering op nede i de meget tætte “huller”. Heldigvis er der kun én gavl tilbage nu! Og i det mindste bliver vi virkelig gode til at samarbejde 😉
Pernille og Bjørns længe: fra den ene ende … (vi står i kontoret/gæsteværelset og kigger ned mod vores ene stue).
Pernille og Bjørns længe: … til den anden ende. (Kig fra vores ene stue ned mod kontoret/gæsteværelset).

Den kommende uge skal der arbejdes godt igennem alle dage. Pernilles lillebror Magnus har heldigvis mulighed for, at hjælpe tirsdag-torsdag. Drømmen er, at vi når ugen er omme, er gået i gang med at sætte skellet til skillevæggene op. Så vi i næste uge kan påbegynde el, eller elektrikeren kan påbegynde el.

Endelig, endelig, e n d e l i g sker der noget i køkkenalrummet! Forskalling af vægge. Og ja, der arbejdes også efter solen er gået ned. Endda nogle dage også før solen står op! 😉 

/Pernille.