Hurra hurra hurra, sikke det går! Det er som om, at heldet er med os lige nu. I går fik vi nemlig en rigtig god besked fra vores arkitekt: Vi har fået nedrivningstilladelse! Det betyder, at vi må river det gamle hus og de tilhørende bygninger ned. Som i, at vi egentligt må gøre det i dag, hvis vi har lyst. Så i den kommende weekend rykker team “Nu skal huset rippes” ind. Der skal fjernes gulve, døre, karme, vinduer, klinker og radiatorer. Og så kan nedrivningsfirmaet ellers rykke ind og rive resten ned. Ej hvor vi glæder os! 🙂
Vores byggetilladelse lader dog vente på sig. Det skyldes at kommunen ser hele huset, altså inklusiv 1. sal, som beboelse. Det betyder at 1. salene ikke bliver betegnet som disponible rum, men som beboelse ligesom resten af huset. Derfor skal vores ansøgning i landzone høring, da vi skal søge om landzonetilladelse. Landzonetilladelse skal man søge om, når man bygger på en landejendom og bygger over 250kvm. Vores hus, eller kald det bare for et mini slot, bliver altså 380kvm, nu hvor 1. salene også ses som værende beboelse. Så vi er pænt meget i landzone-feltet. Hvis vi havde søgt efter 1. juli, havde reglerne været anderledes, da man pr. 01.07.2017 må bygge helt op til 500kvm. beboelse, før man skal søge om landzonetilladelse. Dog har kommunen forhåndsgodkendt vores ansøgning, så der skal virkelig noget vildt til, hvis vi skulle få afslag.
Og hvis I nu gerne vil vide hvad landzone høring betyder, så får I det lige her 😉
Det betyder, at vores byggeansøgning skal ligge offentligt tilgængeligt i 4 uger og sendes ud til nærmeste naboer. I de 4 uger har naboer mulighed for, at komme med indvendinger til huset, som så skal tages op til vurdering af kommunen. Dog er det altid kommunen, der har det sidste ord. Vi regner ikke med, at der skulle komme nogle indvendinger, da:
1. Vi placerer huset samme sted, som det nuværende hus ligger nu.
2. Det gamle hus har også en 1. sal, så vores kommer ikke til at stikke højere op end den nuværende.
3. Vi bygger ikke et hus, der afviger meget rent æstetisk fra resten af husene i området.
Vores arkitekt snakkede med kommunen i dag, og de kunne fortælle, at vi har en afgørelse indenfor 5 uger fra dags dato. Det betyder noget meget vigtigt: at vi kan påbegynde byggeriet i maj, som planlagt! I de næste 5 uger kan vi, udover at rive huset ned, klargøre grunden, så vi er klar til at støbe fundament, så snart vi har grønt lys fra kommunen 🙂