Kategori: Isolering

Et halvt år senere

Fredag d. 29. september 2017 overtog vi nøglerne til vores råhus fra Trelleborg huse. Det betyder at vi i morgen, torsdag d. 29. marts 2018, har været i gang som selvbyggere indvendigt i et halvt år 🙂
Det har været det vildeste halve år – og det er ret vildt at se tilbage på, hvad vi har været igennem. Derfor får I en lille tur gennem de sidste 6 måneder – et lille påskeæg fra os til jer 😉

1. måned – oktober
For et halvt år siden var huset helt råt indvendigt. De eneste vægge der gjorde at vi kunne fornemme rummenes placering bare en smule, var de vindafstivendevægge, samt ydervæggene mellem de to længer og køkkenalrummet.

En uges tid senere, efter en masse rengøring af huset, fik vi leveret 11 tons materialer – det er blevet til mange tons siden hen 😉 Derefter gik vi hurtigt i gang med at sætte den flotte grønne dampspærre op i hele huset. Der blevet brugt mange timer på, at tape alle samlinger og eventuelle huller sammen. Hver eneste hæfteklammer skulle have et stykke tape over sig, så vi var helt sikre på, at huset blev helt tæt.

Det var også i vores første måned som selvbyggere, at vi kæmpede med et ødelagt dræn, som kom til at koste især Lars en masse arbejde udenfor, som ellers skulle være brugt indenfor. I dag har vi fået gravet en flot stor rende, og har derfor ikke de store problemer med vand. Og så skal vi have lavet nyt dræn.

2. måned – november
Vores anden måned som selvbyggere gik med at montere forskallingsplader udenpå dampspærren. Både på vægge og lofter. Og så blev en stor del af tiden også brugt på, at sætte undertag op i form af asfaltplader. Det var et større arbejde i 5 meters højde, og så svinede det forfærdeligt meget.

3. måned – december
I vores tredje måned skete der rigtig, rigtig meget! Vi havde også rigtig meget ferie allesammen, blandt andet brugte vi vores to ugers juleferie ude i huset. Vi holdte kun fri juleaften og nytårsaften, alle andre dage stod på arbejde i huset. Men vi rykkede også helt vildt.
Vi startede måneden med at isolere i etage-adskillelsen mellem stueetagerne og 1. salene. Så var vi i træning til det helt store isoleringsarbejde i stueetagen. Loftet i køkkenalrummet fik monteret  først ét lag isolering, så dampspærre, forskalling og til sidst endnu ét lag isolering.
Elektrikerne rykkede ind lige inden jul, hvor de gik i gang med at trække el rundt i hele huset. Imens isolerede vi alle vægge i hele huset. Og sidst i juleferien kunne vi gå i gang med at sætte gipsplader på væggene – lige i tide til at murerne mødte ind efter nytår.

4. måned – januar
I januar, vores fjerde måned, gjorde vi klar til at få støbt det sidst lag beton på badeværelserne. Det blev støbt hurtigt efter. Inden murerne gik i gang med at lægge klinker, fik vi sat et par rækker troldtektplader op i loftet i køkkenalrummet, så vi havde noget at styre efter, når resten af loftet skulle monteres. Derefter blev vores gulve i køkkenalrum, bryggers og hall slebet, inden der til sidst blev lagt klinker.

Det var også i januar måned, hvor vi fik monteres gipslofter i en stor del af huset, og hvor vores maler gik i gang med at spartle hele huset. Og hvor vi fik lavet lysninger rundt ved alle vinduer og døre.
Og nå ja, så havde vi også lige en flytningen i slutningen af januar, da vores midlertidige bolig desværre var blevet lejet ud. Vi flyttede derfor hjem til Bjørns kusine og hendes familie, som heldigvis ikke bor langt fra hvor vi selv bygger – det er også her, vi bor nu 🙂

5. måned – februar
I vores femte måned gik vi i gang med at sætte filt op – først hjalp maleren, og kort tid efter kastede Bjørn og jeg os ud i det. I dag er Bjørn faktisk ret dygtig til at filte 😉 Vi gik også i gang med at male vægge og lofter, bl.a. vores store køkkenalrum. Ovre hos Pernille og Bjørn stod det på projekt kalkmaling i stuen og soveværelset. Og så fik vi lavet kloakering udenfor.

Vi kunne også i vores fjerde måned langt om længe begynde at montere inventar i køkken, badeværelser og bryggers.

6. måned – marts
 
De sidste par uger er der kommet spots op, stikkontakter (med strøm). Vores 250 kg. tunge varmepumpe er blevet slæbt ind, og vi har fået gang i jord- og gulvvarmen. VVS’eren har monteret vandhaner, toiletter og brusearmaturer på badeværelserne – så nu kan vi gå på toilettet og få vand inde i huset 😀 Vi er gået i gang med at sætte låger og skuffer på køkken og badeværelserne. Alle rum er færdigmalet. Og så har vi slebet vores gulve i værelserne og stuerne, så de er klar til projekt trægulve.
Vi nærmer os altså snart indflytning – selvom der lige går nogle uger endnu, da der er leveringstid på vores trægulve – som desuden endte med olieret egetræs planker. Inden vi kan flytte ind skal gulvene spartles, der skal lægges gulvpap og gulve. Vi skal have monteres genvexanlæg, de sidste el skal være færdigt. Der skal fuges rundt omkring. Her i påsken skal vi bl.a. sætte dørkarme op, og så skal der sættes døre i. Når trægulvet er lagt, skal der sættes fodlister rundt. Og så kan vi flytte ind.

Og så er vi blevet fire påskelam rigere. Det første sæt tvillinger blev født for 2,5 uge siden. Det andet sæt blev født i går formiddags 🙂

Rigtig god påske!
/Pernille

Endnu en byggeferie

Godt nytår til jer allesammen! 🙂

Så blev det 2018, året hvor vi flytter ind i vores familiebofællesskab. Vildt! Faktisk er der i dag kun 4 uger til, at vi skal være ude af vores midlertidige bolig.
Når vi det? Det tror og håber vi på.
Bliver det hårdt? Øh ja! 😉

Vi har de sidste godt to uger holdt jule”ferie”. Egentligt bør vi nok kalde det for bygge”ferie”. Vi har nemlig knoklet løs ude i huset fra morgen til aften, kun afbrudt af en enkel fridag. Vi tillod os selv at holde helt og aldeles fri fra byggeriet juleaften – som den eneste dag! Selv 1. januar blev brugt ude i huset, da vi havde fået sovet de værste glas vin og drinks ud.
Men der er virkelig også sket meget. Det bliver mere og mere et hus indvendigt. Det hjælper rigtig meget på energien og motivationen, at kunne se fremskridt fra dag til dag. Også selvom de sidste par uger har været hårde, og at de kommende fire uger nok bliver de allerhårdeste i hele den her proces. Heldigvis overskygger glæden ved, at vi snart kan flytte ind, at det er nogle lange og hårde dage. Også selvom vi godt ved, at det langtfra bliver et færdigt hus, vi kommer til at flytte ind i. 🙂

Hvad har vi så nået?
Da vi gik på byggeferie, så der sådan cirka sådan her ud rundt i huset.

Et badeværelse propfyldt af isolering.

Der var sat skellet til skillevægge op i hele huset. I enkelte rum var vi så småt gået i gang med at sætte gips op. Inden jul gik elektrikerne i gang med at trække el rundt i hele huset. VVS’eren var og tilslutte vand, ordne diverse rør og gøre klar til diverse VVS-sager i badeværelserne. Der blev gravet en ordentlig rende foran huset, hvor el, vand og jordvarme blev tilsluttet igennem. Det skal ind nedenunder fundamentet. Desværre blev jordvarmeslangernes tilslutning kappet over under gravearbejdet, så det skal lige fixes. Heldigvis ikke nogen alvorlig skade!

Fredag d. 22. december gik vi i gang med at isolere hele stueetagen, godt og vel 250kvm. Der var en del arbejde med at måle op og skære til, men ellers gik det ganske smertefrit – eller så smertefrit isolering nu kan være, da det klør og kradser forfærdeligt meget.

El-arbejdet blev færdigt inden nytår, der mangler kun at blive trukket el ud i husets udhæng til udendørsbelysning, men det er ikke noget der haster lige nu. Smeden nåede også at sætte unidrain op på badeværelserne. Det er den type afløb vi skal have i brusenicherne. I stedet for at have et kvadratisk afløb midt i brusenichen, får vi et smalt, aflangt afløb op ad væggen. Det kommer til at ligne det her:


Resten af byggeferien har vi brugt på at sætte gips op. Jeg, Pernille, havde troet at det var et noget nemmere og hurtigere arbejde, end hvad det er. Det tager godt nok lang tid! Der skal måles op hele tiden. Og skæres til hele tiden. I hånden. Med en hobbykniv. Og slibes hele tiden. Og tjekkes op med vaterpas hele tiden. Inden de kan skrues fast. Og når vi så er færdige med første lag, skal der et lag mere ovenpå 😉 Når væggene er beklædt, skal der også sættes gips op på lofterne, på nær i køkken-alrum hvor vi skal have troldtekt pga. lofthøjden og akustikken. Ligesom på væggene, skal der to lag på lofterne.

Opmåling af gips. Bjørn er efterhånden blevet ret god til det der gipsarbejde! Måske han skulle overveje at lave et valgfag “Byg dit eget hus” på skolen 😉

Stort set alle vægge i Pernille og Bjørns længe er beklædt med minimum ét lag gips nu. Der mangler kun et værelse og en enkelt væg i stuen. Ovre i Jeannette og Lars’ længe er der gips på den ene side af alle skillevægge. Og så er begge badeværelser beklædt med vådrums gips på både vægge og lofter.

Pernille og Bjørns hall som den så ud, da byggeferien startede.

Pernille og Bjørns hall 1. januar (nej, der holdte vi heller ikke fri!).

Pernille og Bjørns hall tirsdag d. 2. januar. Færdigbeklædt med to lag gips og klar til klinker.
Vi har fravalgt walk-in-closet, det behov havde jeg (Pernille) slet ikke. I stedet får vi en 15kvm. stor hall, med masser af plads til skabe og opbevaring.

Det ene børneværelse, før isolering.

Det ene børneværelse, efter isolering.

Det andet børneværelse, før isolering.

Og det andet børneværelse, med isolering. Bjælken I kan se på det øverste billede kommer til at være synlig, og går igen i alle rum. Den skal have en behandling så den ikke bliver gul i farven. Vi har valgt ikke at beklæde bjælkerne med gips, fordi vi synes det giver personlighed til huset.

Soveværelse hos Pernille og Bjørn inden isolering.

Soveværelset efter isolering.

Soveværelset med gips. Og en byggehund, der har sneget sig med ind på billedet.

Pernille og Bjørns stue inden gips.

Stuen med gips.

Køkkenalrummet, inden vi fik ryddet op 😉 Det er blevet brugt til at opbevare de lange forskallingsplader og som skærerum.

I dag, onsdag d. 3. januar, havde vi en stram deadline. Vi har valgt at hyre en mure til at ligge alle klinker. Der skal ligges 91kvm. klinker (plus på vægge i brusenicherne) i hele huset, så det skal gerne gøres ordentligt. Mureren mødte ind her til morgen. Planen er, at han i dag er startet med at støbe gulvene færdige i begge badeværelser. Det var ikke gjort fra starten af, hvorfor ved jeg faktisk ikke helt. Måske noget i forhold til, at der skal være fald i gulvet, så vandet løber den rigtige vej. Derfor skulle badeværelserne være færdigbeklædte med gips.

Badeværelserne skulle rengøres inden mureren mødte ind. Det blev gjort tirsdag aften kl. 21. Det blå er vådrumsgips, som er kraftigere end almindelig gips. Det er monteret på både vægge og lofter.

Ny- og færdigstøbte badeværelsesgulve. Klar til at vi kan sætte vægge op til brusenicher og klinker.

Derefter er det planen, at mureren skal slibe gulvene ned i hall, bryggers og køkken-alrum, samt fylde de ujævnheder ud der er, bl.a. små kattepoter. Når vi har monteret gips på væggene i køkken-alrum, går han i gang med at ligge klinker. Han starter i det store rum, så han kan følge fugerne derfra ude i hhv. bryggers og hall.
Vi får derfor nogle travle dage, aftener og en hård weekend i denne uge. Så vi forhåbentligt er færdige med gips i køkkenalrummet på søndag. Heldigvis kommer der både familie og venner og hjælper til hele weekenden! 🙂

I køkkenalrummet er der blevet støbt rundt om rørererne til hhv. opvaskemaskine og vandhane, som de to afløb. Som er placeret i vores køkkenø.

I bryggerset er alle de mange gulvvarme slanger blevet skåret til og fastgjorte. Slanger til jordvarmen og el er også klart. Og så er der i dag blevet støbt rundt om.

Og så fik vi i går leveret køkken, badeværelser, bryggers og garderobeskabe fra DESIGNA. Heldigvis har Lars skaffet os et sted, hvor det står opbevaret, så det ikke står i vejen. Det bliver vildt spændende at se det, når vi er klar til at samle det. Nu er det jo efterhånden 5 måneder siden, at vi bestilte det! Forhåbentligt går der ikke meget mere end 3-3,5 uge før vi får spændingen udløst.

/Pernille.

 

 

Skillevægge og snart klar til EL

Uge 49 var en travl uge, hvor der blev arbejdet på huset i stort set alle døgnets vågne timer. Men hold nu op hvor har det også bare rykket meget! 😀
Pernilles lillebror Magnus havde fri fra arbejde hele ugen, og kunne derfor hjælpe de fleste dage. Lars holdte stort set helt fri tirsdag, onsdag og torsdag. Og Pernille og Bjørn kom så snart de havde fri fra studie/eksamen og arbejde.
En af de sene arbejdsdage i huset, hvor der bliver skåret forskalling til. Vi har efterhånden erhvervet os en imponerende (synes nogen: kvinderne i familien) værktøjspakke.

Hvad er der så sket i huset?
På 1. salene er vi nu helt færdige med første lag isolering af etageadskillelserne. Forskallingsbredderne er sorteret og fordelt, det samme er asfaltpladerne (en anden form for undertag end traditionelt), så nu ligger de materialer klar, til at vi igen skal i gang deroppe.

Forskalling af lofter og klar til montering af det allersidste lag isolering i køkkenalrummets loft.

I køkkenalrummet er forskallingen stort set færdig. Der mangler kun den sidste forskalling på de to endevægge. I endevæggenes gavle er der nu blevet lukket helt af med dampspærre, og Bjørn er gået i gang med, at isolere den ene gavl.
Derudover er loftet i køkkenalrummet helt færdig isoleret (!!!), der er monteret forskalling, som vores troldtektlofter skal monteres på.

Projekt isolering af loft. Det gik heldigvis forholdsvist nemt med sidste lag.

Et færdigisoleret loft 🙂

Der er langt ned fra stilladset!

Gavlene i køkkenalrummet er nu lukket helt tæt af dampspærre.

Og så er de næsten færdigisoleret. Det I kan se ved loftet, er asfaltpladerne som fungerer som undertag. Hvis vi havde vidst hvor bøvlet det var at arbejde med (det skal både skæres til og fuges, og er meget skrøbeligt), havde vi nok valgt et traditionelt undertag.

I Jeannette og Lars’ længe er der ikke sket så meget, men det kommer der helt sikkert til i den her uge.

Ovre hos Pernille og Bjørn er der tilgengæld sket rigtig meget. Det ligner nu mere og mere et hus indvendigt. Vi har fået sat stort set alle skeletter til skillevæggene op. Der mangler kun mellem vores hall/gang og stuen. Mellem stue, soveværelse og badeværelse har Magnus endda nået at montere det første lag gips, og Jeannette har isoleret i soveværelset ind mod stuen. På væggene skal der to lag gips på, som skal spartles ved samlingerne og derefter filtes, inden vi kan male dem.

Skillevæggenes skelet. Bagerst er det ind mod soveværelset, og det forreste er ind mod badeværelse. Begge rum grænser op til vores ene stue.

Det kommende badeværelse.

Skillevægge mellem (børne)værelserne og gang/hall (øverste billede). Og skillevæg mellem de to (børne)værelser (nederste billede).

Vi har prioriteret at der er egne indgange til hver bolig, udover den store hovedindgang ved køkkenalrummet. Her er det indgangen til Pernille og Bjørns længe.

Vi nåede også at få sat første lag gips op mellem stue, soveværelse og badeværelse.

Pernille og Bjørns soveværelse. Med den første isoleret væg. Oppe i toppen af væggen (der hvor isoleringen stopper), er der gjort klar til el.

Det er fedt at der er sket så stor en udvikling den sidste uges tid, og det hjælper virkelig meget på motivationen! Efter planen skulle vi gerne være klar til, at elektrikerne rykker ind sidst på ugen, så vi kan få trukket el rundt i huset. Men først skal skeletterne til de sidste skillevægge lige sættes op 😉

Selvfølgelig er vores kære nybyggerhund Asterix med ude i huset. Vi er mange der glæder os til at få varme på i huset. I lørdags fandt vi ham liggende i bunke savsmuld 😉

         

/Pernille.

 

 

Vi isolerer på livet løs

Siden sidste update er der sket en del – og hurra for det, for vi har godt nok travlt! Huset vi har boet til leje i siden marts, er blevet udlejet til nogle andre pr. 1. februar, hvilket betyder, at vi SKAL kunne flytte ind i vores eget hus i slutningen af januar.
2 måneder, det kræver hårdt arbejde.

Vi er gået i gang med projekt isolering. Ikke det fedeste projekt, da det kradser og klør helt vanvittigt meget. Det første lag isolering af undertaget i køkkenalrummet er færdigt, og vi er næsten helt færdige med at sætte dampspærre op derinde. Der mangler kun lige to “huller”, som vi har brug for, for at kunne komme op på første salene. I går gik Lars og Bjørns far i gang med forskalling af væggene i køkkenalrummet. Imens tapede Jeannette rundt om vinduer og døre, så dampspærren er helt tæt. Pernille og Bjørn har brugt hele weekenden på, at lægge det første lag isolering i etageadskillelsen på første salene. Vi er færdige i vores egen længe, og i fuld gang i Jeannette og Lars’. Der skal, ligesom i resten af huset, lægges to lag isolering i etageadskillelsen. Imellem de to lag, skal der lægges gulvvarmeslanger, så vi også kan få gulvvarme på vores første sale.

Imellem lægterne skal der lægges isolering. Det kræver at vi måler hver eneste “rum” op, da de ikke har samme mål. Og at vi passer på, så vi ikke træder igennem dampspærren.

Opmåling af isolering. Heldigvis er isoleringen i ruller. Vi kan derfor måle op og skære til inden vi piller indpakningen af.

Ude i gavlene er der det vildeste “pille-arbejde”, som virkelig kræver tålmodighed. Her skal isoleringen stå op. Og der skal sættes to lag isolering op nede i de meget tætte “huller”. Heldigvis er der kun én gavl tilbage nu! Og i det mindste bliver vi virkelig gode til at samarbejde 😉
Pernille og Bjørns længe: fra den ene ende … (vi står i kontoret/gæsteværelset og kigger ned mod vores ene stue).
Pernille og Bjørns længe: … til den anden ende. (Kig fra vores ene stue ned mod kontoret/gæsteværelset).

Den kommende uge skal der arbejdes godt igennem alle dage. Pernilles lillebror Magnus har heldigvis mulighed for, at hjælpe tirsdag-torsdag. Drømmen er, at vi når ugen er omme, er gået i gang med at sætte skellet til skillevæggene op. Så vi i næste uge kan påbegynde el, eller elektrikeren kan påbegynde el.

Endelig, endelig, e n d e l i g sker der noget i køkkenalrummet! Forskalling af vægge. Og ja, der arbejdes også efter solen er gået ned. Endda nogle dage også før solen står op! 😉 

/Pernille.