Uge 49 var en travl uge, hvor der blev arbejdet på huset i stort set alle døgnets vågne timer. Men hold nu op hvor har det også bare rykket meget! 😀
Pernilles lillebror Magnus havde fri fra arbejde hele ugen, og kunne derfor hjælpe de fleste dage. Lars holdte stort set helt fri tirsdag, onsdag og torsdag. Og Pernille og Bjørn kom så snart de havde fri fra studie/eksamen og arbejde.
En af de sene arbejdsdage i huset, hvor der bliver skåret forskalling til. Vi har efterhånden erhvervet os en imponerende (synes nogen: kvinderne i familien) værktøjspakke.

Hvad er der så sket i huset?
På 1. salene er vi nu helt færdige med første lag isolering af etageadskillelserne. Forskallingsbredderne er sorteret og fordelt, det samme er asfaltpladerne (en anden form for undertag end traditionelt), så nu ligger de materialer klar, til at vi igen skal i gang deroppe.

Forskalling af lofter og klar til montering af det allersidste lag isolering i køkkenalrummets loft.

I køkkenalrummet er forskallingen stort set færdig. Der mangler kun den sidste forskalling på de to endevægge. I endevæggenes gavle er der nu blevet lukket helt af med dampspærre, og Bjørn er gået i gang med, at isolere den ene gavl.
Derudover er loftet i køkkenalrummet helt færdig isoleret (!!!), der er monteret forskalling, som vores troldtektlofter skal monteres på.

Projekt isolering af loft. Det gik heldigvis forholdsvist nemt med sidste lag.

Et færdigisoleret loft 🙂

Der er langt ned fra stilladset!

Gavlene i køkkenalrummet er nu lukket helt tæt af dampspærre.

Og så er de næsten færdigisoleret. Det I kan se ved loftet, er asfaltpladerne som fungerer som undertag. Hvis vi havde vidst hvor bøvlet det var at arbejde med (det skal både skæres til og fuges, og er meget skrøbeligt), havde vi nok valgt et traditionelt undertag.

I Jeannette og Lars’ længe er der ikke sket så meget, men det kommer der helt sikkert til i den her uge.

Ovre hos Pernille og Bjørn er der tilgengæld sket rigtig meget. Det ligner nu mere og mere et hus indvendigt. Vi har fået sat stort set alle skeletter til skillevæggene op. Der mangler kun mellem vores hall/gang og stuen. Mellem stue, soveværelse og badeværelse har Magnus endda nået at montere det første lag gips, og Jeannette har isoleret i soveværelset ind mod stuen. På væggene skal der to lag gips på, som skal spartles ved samlingerne og derefter filtes, inden vi kan male dem.

Skillevæggenes skelet. Bagerst er det ind mod soveværelset, og det forreste er ind mod badeværelse. Begge rum grænser op til vores ene stue.

Det kommende badeværelse.

Skillevægge mellem (børne)værelserne og gang/hall (øverste billede). Og skillevæg mellem de to (børne)værelser (nederste billede).

Vi har prioriteret at der er egne indgange til hver bolig, udover den store hovedindgang ved køkkenalrummet. Her er det indgangen til Pernille og Bjørns længe.

Vi nåede også at få sat første lag gips op mellem stue, soveværelse og badeværelse.

Pernille og Bjørns soveværelse. Med den første isoleret væg. Oppe i toppen af væggen (der hvor isoleringen stopper), er der gjort klar til el.

Det er fedt at der er sket så stor en udvikling den sidste uges tid, og det hjælper virkelig meget på motivationen! Efter planen skulle vi gerne være klar til, at elektrikerne rykker ind sidst på ugen, så vi kan få trukket el rundt i huset. Men først skal skeletterne til de sidste skillevægge lige sættes op 😉

Selvfølgelig er vores kære nybyggerhund Asterix med ude i huset. Vi er mange der glæder os til at få varme på i huset. I lørdags fandt vi ham liggende i bunke savsmuld 😉

         

/Pernille.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *