Kategori: Opbygning

Skillevægge og snart klar til EL

Uge 49 var en travl uge, hvor der blev arbejdet på huset i stort set alle døgnets vågne timer. Men hold nu op hvor har det også bare rykket meget! 😀
Pernilles lillebror Magnus havde fri fra arbejde hele ugen, og kunne derfor hjælpe de fleste dage. Lars holdte stort set helt fri tirsdag, onsdag og torsdag. Og Pernille og Bjørn kom så snart de havde fri fra studie/eksamen og arbejde.
En af de sene arbejdsdage i huset, hvor der bliver skåret forskalling til. Vi har efterhånden erhvervet os en imponerende (synes nogen: kvinderne i familien) værktøjspakke.

Hvad er der så sket i huset?
På 1. salene er vi nu helt færdige med første lag isolering af etageadskillelserne. Forskallingsbredderne er sorteret og fordelt, det samme er asfaltpladerne (en anden form for undertag end traditionelt), så nu ligger de materialer klar, til at vi igen skal i gang deroppe.

Forskalling af lofter og klar til montering af det allersidste lag isolering i køkkenalrummets loft.

I køkkenalrummet er forskallingen stort set færdig. Der mangler kun den sidste forskalling på de to endevægge. I endevæggenes gavle er der nu blevet lukket helt af med dampspærre, og Bjørn er gået i gang med, at isolere den ene gavl.
Derudover er loftet i køkkenalrummet helt færdig isoleret (!!!), der er monteret forskalling, som vores troldtektlofter skal monteres på.

Projekt isolering af loft. Det gik heldigvis forholdsvist nemt med sidste lag.

Et færdigisoleret loft 🙂

Der er langt ned fra stilladset!

Gavlene i køkkenalrummet er nu lukket helt tæt af dampspærre.

Og så er de næsten færdigisoleret. Det I kan se ved loftet, er asfaltpladerne som fungerer som undertag. Hvis vi havde vidst hvor bøvlet det var at arbejde med (det skal både skæres til og fuges, og er meget skrøbeligt), havde vi nok valgt et traditionelt undertag.

I Jeannette og Lars’ længe er der ikke sket så meget, men det kommer der helt sikkert til i den her uge.

Ovre hos Pernille og Bjørn er der tilgengæld sket rigtig meget. Det ligner nu mere og mere et hus indvendigt. Vi har fået sat stort set alle skeletter til skillevæggene op. Der mangler kun mellem vores hall/gang og stuen. Mellem stue, soveværelse og badeværelse har Magnus endda nået at montere det første lag gips, og Jeannette har isoleret i soveværelset ind mod stuen. På væggene skal der to lag gips på, som skal spartles ved samlingerne og derefter filtes, inden vi kan male dem.

Skillevæggenes skelet. Bagerst er det ind mod soveværelset, og det forreste er ind mod badeværelse. Begge rum grænser op til vores ene stue.

Det kommende badeværelse.

Skillevægge mellem (børne)værelserne og gang/hall (øverste billede). Og skillevæg mellem de to (børne)værelser (nederste billede).

Vi har prioriteret at der er egne indgange til hver bolig, udover den store hovedindgang ved køkkenalrummet. Her er det indgangen til Pernille og Bjørns længe.

Vi nåede også at få sat første lag gips op mellem stue, soveværelse og badeværelse.

Pernille og Bjørns soveværelse. Med den første isoleret væg. Oppe i toppen af væggen (der hvor isoleringen stopper), er der gjort klar til el.

Det er fedt at der er sket så stor en udvikling den sidste uges tid, og det hjælper virkelig meget på motivationen! Efter planen skulle vi gerne være klar til, at elektrikerne rykker ind sidst på ugen, så vi kan få trukket el rundt i huset. Men først skal skeletterne til de sidste skillevægge lige sættes op 😉

Selvfølgelig er vores kære nybyggerhund Asterix med ude i huset. Vi er mange der glæder os til at få varme på i huset. I lørdags fandt vi ham liggende i bunke savsmuld 😉

         

/Pernille.

 

 

Vi isolerer på livet løs

Siden sidste update er der sket en del – og hurra for det, for vi har godt nok travlt! Huset vi har boet til leje i siden marts, er blevet udlejet til nogle andre pr. 1. februar, hvilket betyder, at vi SKAL kunne flytte ind i vores eget hus i slutningen af januar.
2 måneder, det kræver hårdt arbejde.

Vi er gået i gang med projekt isolering. Ikke det fedeste projekt, da det kradser og klør helt vanvittigt meget. Det første lag isolering af undertaget i køkkenalrummet er færdigt, og vi er næsten helt færdige med at sætte dampspærre op derinde. Der mangler kun lige to “huller”, som vi har brug for, for at kunne komme op på første salene. I går gik Lars og Bjørns far i gang med forskalling af væggene i køkkenalrummet. Imens tapede Jeannette rundt om vinduer og døre, så dampspærren er helt tæt. Pernille og Bjørn har brugt hele weekenden på, at lægge det første lag isolering i etageadskillelsen på første salene. Vi er færdige i vores egen længe, og i fuld gang i Jeannette og Lars’. Der skal, ligesom i resten af huset, lægges to lag isolering i etageadskillelsen. Imellem de to lag, skal der lægges gulvvarmeslanger, så vi også kan få gulvvarme på vores første sale.

Imellem lægterne skal der lægges isolering. Det kræver at vi måler hver eneste “rum” op, da de ikke har samme mål. Og at vi passer på, så vi ikke træder igennem dampspærren.

Opmåling af isolering. Heldigvis er isoleringen i ruller. Vi kan derfor måle op og skære til inden vi piller indpakningen af.

Ude i gavlene er der det vildeste “pille-arbejde”, som virkelig kræver tålmodighed. Her skal isoleringen stå op. Og der skal sættes to lag isolering op nede i de meget tætte “huller”. Heldigvis er der kun én gavl tilbage nu! Og i det mindste bliver vi virkelig gode til at samarbejde 😉
Pernille og Bjørns længe: fra den ene ende … (vi står i kontoret/gæsteværelset og kigger ned mod vores ene stue).
Pernille og Bjørns længe: … til den anden ende. (Kig fra vores ene stue ned mod kontoret/gæsteværelset).

Den kommende uge skal der arbejdes godt igennem alle dage. Pernilles lillebror Magnus har heldigvis mulighed for, at hjælpe tirsdag-torsdag. Drømmen er, at vi når ugen er omme, er gået i gang med at sætte skellet til skillevæggene op. Så vi i næste uge kan påbegynde el, eller elektrikeren kan påbegynde el.

Endelig, endelig, e n d e l i g sker der noget i køkkenalrummet! Forskalling af vægge. Og ja, der arbejdes også efter solen er gået ned. Endda nogle dage også før solen står op! 😉 

/Pernille.

En byggestatus

Det tager lang tid, sådan noget selvbygger af eget hus, som vi har gang i. Stort set al vores fritid foregår ude i huset, godt pakket ind i lag-på-lag arbejdstøj. Men fremad, det går det heldigvis 🙂

Det ene børneværelse hos Pernille og Bjørn.Det andet børneværelse hos Pernille og Bjørn.Stue og soveværelse hos Pernille og Bjørn. I kan lige ane hullet mellem forskallingsbrædderne i loftet, det er her trappen op til 1. salen kommer.

Vi er færdige med al forskalling i Pernille og Bjørns længe, både på vægge og i loft. Forskalling i lofterne er færdige i Jeannette og Lars’ længe, men der mangler stadig på væggene. Lige pt. arbejder vi på undertaget i køkkenalrummet. Det tager sin tid pga. de 5 meters lofthøjde (til kip). Der er ikke lavet noget undertag inden taget blev lagt, det foregår på en anden måde i Trelleborgs huse. I stedet skal vi selv sætte asfaltplader op som underloft. Dem satte Lars og Bjørn op i weekenden. Onsdag tog Bjørn en afspadseringsdag, hvor han brugte tiden på at fuge rundt om asfaltpladerne.


Asfaltpladerne skulle skæres til og selvfølgelig valgte vores 9 år gamle rundsav at brænde sammen, så en del af pladerne måtte vi skære i hånden, med hobbyknive! 😉
Efter asfaltpladerne skal vi i gang med at isolere lofterne, sætte dampspærre op, forskalle og sætte det sidste lag isolering op, inden vi kan sætte vores lofter op. Det samme skal ske i begge længer.
Når vi er færdig med at forskalle inde hos Jeannette og Lars, rundt på væggene i køkkenalrummet og har fået sat skelet til skillevægge op, skal elektrikeren i gang med at trække el rundt i huset. Så kan vi forhåbentligt også snart få tilsluttet vores jordvarme og få varme på i huset 🙂

Og så til det helt store spørgsmål: Når vi at blive færdige til jul? Nej, det gør vi desværre ikke 🙁
I fredags valgte vi at udskyde levering af køkken, badeværelser, bryggers og garderobe fra Designa en måned. Så i stedet for at få det leveret i uge 49, kommer det først i uge 1. Vi er simpelthen ikke langt nok. Vi har derfor også forlænget vores midlertidige bolig med en ekstra måned. Nu er vores nye mål i stedet, at vi kan flytte ind i slutningen af januar. Men man ved aldrig, det er i hvert fald noget af det vi har lært igennem den her proces. Man kan aldrig regne med en tidsplan i forbindelse med så stort et byggeri og slet ikke når man skal lave så meget selv. Heldigvis er humøret stadig højt, vi har jo verdens bedste ting at se frem til, vores hus! 🙂

/Pernille.

De første uger som rigtige selvbyggere

Nu er det tre uger siden, at vi overtog vores råhus. Den første uge gik med at rydde op og gøre rent i huset. Selvom vi havde gjort det et par gange før, trængte det en hel del. Sådan noget savsmuld mm. sviner ret meget 😉 Og så kan vi ikke undgå, at slæbe grus med ind.
Fredag d. 6. oktober fik vi leveret hele 11 tons materialer. Der var isolering til hele huset, gipsplader til vores indvendige skillevægge, træ til den indvendige forskalling (som den indvendige isolering skal sættes op mellem og lofterne skal monteres på), damspærre osv. Det tog en fredag aften og det meste af søndagen, dog med hjælp fra gode venner, at få slæbt alle materialerne ind i tørvejr.

Uge 41
Pernilles lillebror Magnus er uddannet tømrer. Vi er så heldige, at han kan hjælpe os en hel del med huset. Derfor var han ude og hjælpe det meste af ugen, som gik med at sætte dampspærre op. Og hvad er dampspærre så? Det er en slags plastik “dug” i genbrugsplast, eller som de kloge kalder det: en damptæt membran, som monteres mellem det yderste og inderste lag isolering i træhuse. Man bruger ikke lige så meget dampspærre i en murstenshus, som man gør i et træhus, da betonen selv kan suge fugten og fugten derfor har svært ved at komme ind til isoleringen. Dampspærren er nemlig med til at sikre, at der ikke kommer fugt og dermed skimmelsvamp i huset. Vores dampspærre skal monteres 100% tæt, da vi bygger i 0-energi hus. Vi producerer nemlig selv vores energi til varme i huset gennem vores jordvarmeanlæg, som får strøm fra vores solceller. Grunden til at huset skal være 100% tæt er, at der ikke må “sive” noget varme ud af huset. Det testes ved, at vi får lavet to tryktests af huset igennem byggeriet. Hvis huset og dermed dampspærren ikke er tæt, vil der sive luft ud under tryktesten. Derfor skal vi gå og sætte en særlig dampspærretape op alle steder, hvor dampspærren er monteret på træskelettet og på eventuelle huller.

De første baner dampspærre bliver monteret 🙂
Dampspærre tape, der skal lukke alle samlinger og eventuelle huller. Her monteret ved et af de mange vinduer.

Oversvømmelse på marken. Der er også oversvømmelse i haven omkring søen og inde ved fårene, som har fået deres egen pool med fisk i.

Desværre var det ikke kun huset der gik tid med i uge 41. Vi har nemlig store problemer med oversvømmelse på grunden. Vores store sø er gået over sine breder, fordi det dræn der ligger i skellet mellem vores grund og nabo marken er gået i stykker. Derfor gik der også en del tid med, at finde ud af hvor drænet var gået i stykker og pumpe en masse vand væk.

Uge 42
Billede fra en af de sene arbejdsdage i huset. Det kunne næsten ligne, at der bor nogen derinde. Det gør vi også næsten i vores vågne timer 😉

I denne uge har vi vi alle fire holdt “efterårsferie” eller rettere sagt bygge”ferie”. Vi har sat endnu mere dampspærre op, og er nu snart færdige i de to længer, der mangler kun lidt tape hist og her. Det tager lang tid, fordi der er så meget pillearbejde især rundt om alle vores vinduer og døre. Bjørn og Lars er gået i gang med at sætte forskalling op. Det er et træskellet der skal monteres udenpå dampspærren, som vi skal montere den indvendige isolering i/på og som lofterne skal skydes fast på.

En træt byggehund. Asterix fandt en stak dampspærre, som meget passende kunne bruges som kurv.

Endnu mere dampspærre.

Forskalling som lofterne skal monteres på. Vi skal have troldtektlofter i køkkenalrummet, for at få den bedste akustik derinde og gipslofter i resten af huset. Hullet I ser, er der hvor Jeannette og Lars’ trappe skal gå op. Det skal bare skæres til.

Da der skulle sættes vinduer og døre i huset, var der desværre et vindue og en terrassedør der havde fået transportskader. Der var hele 4 ugers leveringstid, hvorfor de først er kommet i denne uge. Derfor kom tømreren fra Trelleborg i fre og monterede dem. Huset er derfor helt officielt færdigbygget udenfor 🙂


Fredag havde vi også besøg af vores jord- og kloakmand. Det er ham der både har revet det gamle hus ned, støbt fundamentet til det nye hus og som skal lave kloakering for os. Han har fjernet en række træer oppe i marken, som stod i skellet lige ovenover drænet, og som formenligt har ødelagt drænet. Udover at fjerne træer, gravede han en stor rende, så al vandet på grunden forhåbentligt snart er væk. Vi kan nemlig ikke lave kloakering før vandet er væk. Vi er ikke på offentlig kloak, hvorfor vi skal have enten et nedsivningsanlæg eller et pileanlæg (vi har endnu ikke besluttet os endnu). Det graves ned ude på grunden, men kan ikke gøres før grundvandet er sunket.


/Pernille.

Færdigt råhus!

I fredags nåede vi endnu en af de helt store milepæle. Vi overtog nemlig vores råhus fra Trelleborg! 😀 Dog med to mangler, nemlig dobbeltterrassedør og et vindue som gerne snart skulle komme. Det kommer Trelleborg selvfølgelig tilbage og monterer, ligeså snart vi har fået dem.
Ellers var der ikke de vilde anmærkninger. Trelleborgs arbejde er der faktisk slet ikke en finger at sætte på, det er simpelthen sådan et flot håndværk, som de har udført! Der var faktisk kun et par små anmærkninger på vinduerne.
Når man ser huset ude fra, kunne man næsten komme til at tro, at vi da bare kunne flytte ind nu. Der går dog lige en del måneder med hårdt arbejde fra vores side, før det er muligt.
Rammerne rundt om vinduerne er et af Trelleborg Huses kendetegn. Vi vælger at male dem den samme skifer sorte farve som resten af huset. På de fleste Trelleborg Huse er de dog malet hvide, men fordi vi har så mange vinduer, vil nogle af facaderne, fx omme ved terrassen, næsten komme til at syne hvide, hvis vi maler dem hvide.

Køkkenalrummet, hvor der især venter os et stort arbejde omkring loftet.

Jeannette og Lars’ bryggers (som egentligt er fælles) og badeværelse.

Kig ned igennem resten af deres stueetage, hvor der til venstre kommer et soveværelse. Deromkring hvor der står et vindue op ad væggen, kommer der trappe op til 1. salen, og bagerst ser I deres kommende stue. Det er her, hvor der mangler en terrassedør.

Resten af Jeannette og Lars’ stue.

Jeannette og Lars’ kommende soveværelse, med den fineste udsigt ud mod naboens mark.

Pernille og Bjørns hall/entré og badeværelse. Vi har valgt at have glas fra gulv til loft i alle hoveddøre, for at få mest muligt lys ind.

De to børneværelse ovre hos Pernille og Bjørn, samt hall og begyndelsen af den ene stue.

Pernille og Bjørns kommende soveværelse.

Udsyn fra et af børneværelserne ned gennem Pernille og Bjørns længe, hvor I bagerst ser stuen.

Som I kan se på billederne, venter der os en længere proces. I tirsdags begyndte dem, der har lavet vores jordvarme, at grave ud og i går, onsdag, var de færdige. Vi har fået kørt 600 meter jordvarmeslanger ned ude i haven.
Selv skal vi: sætte dampspærre op, sætte 200mm indvendig isolering op (der er allerede sat 200mm op udvendigt, selvfølgelig bagved træbeklædningen), sætte alle vægge på nær de vindafstivende op, gøre alt ved første salene selv (der er ikke gjort noget deroppe, andet end montering af beklædning), lægge gulve, male og meget mere. Alt det praktiske har Lars styr på, det er ham der har det store overblik, vi andre følger bare med, og gør det vi får besked på 😉

Vi startede weekenden ud med oprydning og rengøring af hele huset indvendigt. Det trængte ret meget 😉 Nu er vi klar til, at der på fredag kommer materialer, så vi for alvor kan komme i gang. Og forhåbentligt komme et skridt tættere på vores store drøm: at kunne holde jul i vores nye hus!

/Pernille.

Nu med vinduer og update på uge 35-38

Uge 35 + 36
Vores tømrer holdte ferie i uge 33+34, imens der blev lagt tag. Taget blev lagt på under en uge, hvilket betød at byggeriet for første gang stod helt stille hele uge 34. Det var lidt underligt, fordi vi siden slutningen af april har været vant til, at der hele tiden er sket en masse nyt derude.
Da vi nåede uge 35 var pausen heldigvis slut, og Trelleborg gik i gang med en masse småting. Der blev sat beslag op til vores tagrender. Der blev lavet udhæng færdigt hele vejen rundt om huset. Inde i vores køkkenalrum skulle spærene fra de to længer skæres til og have sat forstærkelse på. Vi skal jo have loft til kip i køkkenalrummet, så for at vi ikke skulle have spær stikkende ud fra de to længer, skulle de skæres til og have lavet en forstærkning. Og så blev vores gavle beklædt og gjort færdige.

I uge 35 blev vores vinduer og terrassedøre leveret.

Kig ned gennem Pernille og Bjørns 1. sal, inden den østvendte gavl (ud mod gårdspladsen) blev beklædt. Man begynder at kunne fornemme, hvor store rum vi får heroppe.

Kig fra bryggerset i Jeannette og Lars’ længe ind mod køkkenalrummet.
Køkkenalrummet, som vi forventer bliver husets hjerterum. Rummet skal være samlingspunkt for vores fælles hverdag, da det er vores eneste køkken. Det er også her, at vi skal nyde en masse stunder sammen med venner og familie. Og så er det lige her, at vi stadig håber på, at kunne holde juleaften om lidt mere end 3 måneder 🙂 Selvfølgelig med et flere meter højt juletræ, intet mindre er passende med en lofthøjde på 5 meter 😉
I kan på det nederste billede her fornemme hvordan at spærene stak ud i rummet. Det er dem, der er blevet skåret af, så vægge kan gå helt lige op til kip.

Uge 37
I uge 37 gik tømreren i gang med, at sætte vinduer i. Lige pludseligt ændrede huset udtryk, og ligner nu mere og mere et rigtigt hus. Vi har valgt topstyrede vinduer, med smalle sprosser, for at få mest muligt lys ind og det bedst mulige udsyn. Derudover er vinduesrammerne udvendigt beklædt med aluminium, hvilket betyder at vi ikke skal male vinduerne udvendigt på noget tidspunkt. Indvendigt er rammerne i træ. Udover at sætte vinduer i huset, blev de fleste tagrender sat op. Her har vi valgt zinktagrender. Og så gik han så småt i gang med at isolere indvendigt. Jeannette og Lars’ længe er nu mere eller mindre lukket helt af, dvs at man ikke kan kigge igennem deres længe og resten af huset længere. Deres vindafstivende vægge er også blevet beklædt med isolering, så nu kan vi for alvor fornemme, hvordan rummene bliver derovre. 🙂

Uge 38
Nu er huset (næsten) lukket helt af! Alle de store vinduespartier, terrassedøre og hoveddøre er nu monteret – det ser virkelig godt ud 😉 Der mangler desværre et lille vindue i køkkenalrummet, ved siden af indgangspartiet fra gårdspladsen, og en terrassedør til Jeannette og Lars’ stue. Det skyldes at der desværre var et par transportskader, så vinduet og terrassedøren er gået i stykker. Det lille vindue skulle gerne blive leveret om en uges tid, og det store vindue om 3-4 uger. Derfor er der lige nu monteret to store krydsfinerplader for dørhullet i Jeannette og Lars’ længe. Terrassedøren når nok ikke at komme, inden vi selv skal i gang, så det er noget Trelleborg kommer tilbage og ordner.

Husets østvendte facade ud mod gårdspladsen. Rundt om vinduerne i gavlene er der sat rammer op, som også skal monteres rundt om alle de andre vinduer og døre. Det er traditionelt for Trelleborg Huse.

Indenfor i køkkenalrummet. Hvor vi har valgt at have en hoveddør til når vi fx skal have gæster, eller kommer hjem med indkøbsposer. Det er her, til højre, at der mangler et vindue.Den anden side i køkkenalrummet. Her har vi valgt at have tre dobbelt terrassedøre, så vi kan åbne mere eller mindre helt op ud til. Det gør også, at vi kan kigge igennem huset fra gårdspladsen og ud mod marken.

Den vestvendte facade, ud mod marken. Her skal vi have en stor træterrasse, som skal gå hen foran de to længer. Vi har valgt at der ikke er terrassedør fra Jeannette og Lars’ stue og ud på terrassen, for ikke at have vinduer i de to længer overfor hinanden, så vi ikke kan kigge over til hinanden. Til gengæld kan de gå ud af deres terrassedør i den vestvendte facade (der hvor hullet er lukket af krydsfinerplader pt.) og gå derfra og hen på terrassen.

  Pernille og Bjørns ene stue, hvor vi får masser af lys og udgang til terrassen.
De to længer, hvor vi hver især har indgang til vores private boliger:

Det øverste billede er af Jeannette og Lars’ længe, og det nederste af Pernille og Bjørns.


Og så har vi stiftet bekendtskab til de voldsomme vandmængder ude på grunden. Den tidligere ejer havde godt fortalt os, at hvis de regnede ekstremt meget, som det jo har gjort her i september, så kunne vores sø godt blive oversvømmet. Og det tør siges er tilfældet! 😉 Normalt plejer vi at kunne stå ude ved det bagerste træ på billedet nedenfor, det træ, som lyser op.

    Selv på marken har vi nu også en sø. Så vi får nok også en del arbejde med, at få fixet noget dræn, så vores køkkenhave og andre planer for marken ikke drukner 😉

Der er kun en uges arbejde tilbage for Trelleborg – hvis alt går efter planen. Dvs at vi i næste weekend selv skal i gang indvendigt. Noget vi har ventet på og glædet os til meget længe.

/Pernille.

Køkken, badeværelser og bryggers

Så har vi endeligt bestilt køkken, badeværelser og bryggers. Det har været en længere proces, som allerede startede i efterårsferien 2016.
Trelleborg Huse har aftaler med Invita og Svane. Dvs. at man kan få en rabat, hvis man bestiller køkken, bad osv. hos dem. Derfor var det meget naturligt at starte hos dem. Dengang havde vi et noget andet budget til køkken og bad, og lod derfor drømmene løbe mere eller mindre frit.
Her kan I se, hvad vores drømte om dengang:

Køkken fra Svane. Køkken fra Invita.

Dengang legede vi med låger med trælameller, en kompositbordplade (stenbordplade) og kombinationen af låger i hvid og egetræ. Vi fik de to køkkenfirmaer til at komme med to forskellige indretningsideer, for at se, hvad vi bedst kunne lide.

Det daværende tekøkken hos Jeannette og Lars.

På det tidspunkt indeholdte huset også tre badeværelser, hvoraf det ene var med badekar.
Badeværelset hos Jeannette og Lars.
Det lille badeværelse hos Pernille og Bjørn.Det store badeværelse hos Pernille og Bjørn.

En uges tid efter vi havde været på den helt store køkkentur, fandt vi ud af, at vi ikke kunne bygge et ligeså dyrt hus, som vi først havde budgetteret med pga. gensalgsværdien i området. Derfor måtte vi sætte projekt køkken og bad på standby, og indstille os på, at det ikke blev det, vi først drømte om.

I juni satte vi igen jagten i gang efter vores kommende køkken og badeværelser.
Da vi kendte priserne på køkken og bad fra Invita og Svane, valgte vi med det samme dem fra denne gang. Vi er ikke låst fast til at vælge nogle af Trelleborgs samarbejdspartnere. Mange typehusfirmaer afsætter et beløb i budgettet til køkken, bad, bryggers og garderobe, som man skal bruge hos deres samarbejdspartner. Sådan er det ikke hos Trelleborg – i hvert fald ikke når man er selvbygger.
Vi tog derfor på en inspirationstur, hvor vi kunne fastlægge den nye stil vi gik efter og hvor Lars (som er tidligere møbelsnedker) kunne få styr på de forskellige køkkenfirmaers kvalitet. Her var vi forbi HTH, Netto Line, AUBO og DESIGNA.
Vi valgte at få tilbud fra AUBO og DESIGNA, og de var begge med i “kampen” til det allersidste. I sidste ende var det prisen, der var med til at afgøre vores valg. Og så betød det også noget, at Jeannette og Lars for 4 år siden fik nyt køkken i huset i Morud fra DESIGNA og derfor kendte til deres produkter på forhånd. Derfor bliver det DESIGNA der skal levere vores køkken, badeværelser og bryggers 🙂

Resultatet kommer her 😉

Køkkenalrum: Køkkenet endte på mange punkter med at blive en del anderledes, end hvad vores første udgangspunkt var. Men i sidste ende er vi virkelig glade for det, og er helt sikre på, at det nok skal blive rammen om mange gode stunder! For det første har vi flyttet køkkenets placering i rummet. I efteråret var det placeret nede i enden mod Pernille og Bjørns længe. Vi har i stedet valgt at placere det i den modsatte ende, så man kan gå direkte fra bryggerset til køkkenalrummet.
Vi har valgt en hvid, malet låge med et mat look, med greb i børstet stål. Største delen af køkken består af skuffer, bortset fra bagsiden af køkkenøen, hvor vi har valgt skabe og et enkelt rum i forsiden af køkkenøen, hvor der er hylder. Med tiden kan hylderne fjernes, til fordel for et vinkøleskab 😉 Derudover har vi valgt et få et udtræksskab ved siden af køle- og fryseskabene og en Quooker (en 3-i-1 vandhane med koldt, varmt og kogende vand). Bordplade, håndvask og hårde hvidevarer køber vi selv andre steder. Soklen beklædes med aluminium, da det er det mest slidstærke.
Med hensyn til bordplade har vi valgt at lave (læs: Lars laver det!) vores egen træbordplade i massive egetræs planker. Magen til vores store spisebord.
Selve køkkenøen er omkring 3,60 meter lang og 1,20 meter bred. Køkkenalrummet er 51kvm stort og har loft til kip med den højeste lofthøjde på 5 meter, derfor kan rummet sagtens rumme et stort køkken. Og så er vi jo to familier der skal bo sammen, hvorfor der gerne må være masser af plads til os allesammen.
Oppe over højskabene bygger vi selv en kasse i gibs, hvor vi installerer emhætte med en ekstern motor som gemmes væk i skunken bagved, og med plads til spots, så vi kan få en god arbejdsbelysning derhenne.


Bryggers: I første omgang kommer bryggerset til at ligge i selve huset, og i forbindelse med Jeannette og Lars’ længe, med adgang til køkkenalrummet. Når vi om nogle år skal bygge vores store garage, skal der etableres et stort bryggers/vaskerum derovre med mere plads. Bryggerset er egentligt et ret stort rum på 12,3kvm, men da vi skal have et stort teknikskab til jordvarme, gulvvarme, genvex osv. går der en del plads til det. Vi har valgt ikke at købe bordplade igennem DESIGNA, da vi i stedet vil lave vores egen. Og så skal der placeres en stor håndvask derude.



Jeannette og Lars’ badeværelse:
Jeannette og Lars fik leveret for mange låger dengang de lavede køkken i Morud, som DESIGNA dengang sagde, at de bare kunne beholde. De skal bruges i deres badeværelse. Derfor er billederne på badeværelsesmøblet uden låger. Lågerne bliver i hvid højglans, med samme greb som i køkken og bryggers. Derudover har de valgt ikke at købe bordplade, men i stedet lave den selv. Det bliver nok en sortbejdset træbordplade, med en porcelænsvask placeret ovenpå. Deres badeværelse er meget aflangt, derfor er der også plads til en højskab på den ene væg til ekstra opbevaring. Her har de valgt en malet låge i en blålig nuance (den er mere blå på billedet her, end i virkeligheden).



Farven på højskabets låge.

Pernille og Bjørns badeværelse: Vi har valgt ikke at få et hvidt badeværelsesmøbel, men i stedet en malet lysegrå låge, med et mat look. Selve badeværelsesmøblet bliver med skuffer: to store skuffer i midten, hvor den øverste bliver med indretning i træ med plads til makeup, elastikker osv., og fire mindre skuffer i siderne. Vi havde egentligt først valgt en grebsfri løsning, med push-funktion. Dvs. at vi bare skulle trykke på skuffen for at åbne den. Men vi blev i tvivl om det var praktisk, hvilket ekspedienten i DESIGNA også gav udtryk for, at det nok ikke var. Vi kunne risikere at skuffen ville gå op, hvis vi kom til at læne os ind mod den. Så vi valgte i stedet at få greb, magen til den andre i huset. Vi har valgt en bordplade i hvid, mat marmor med integreret vask. Den er utrolig slidstærk og nem at vedligeholde.
Spejlet og armaturet som ses på tegningen er ikke noget vi har købt, det køber vi selv et andet sted 🙂


Lågens farve.Skuffeindretning. Marmor bordpladen og vasken vi har valgt.

Det er vores endelige valg! Selvom det har været en lang proces på næsten et år, og vi måtte handle ud fra et helt andet budget, er vi endt med at blive rigtig glade for det. Jeg, Pernille, synes faktisk at det har været en rigtig positiv proces, hvor der har været rigtig god tid til at overveje alle valg. Der er jo fx en stor forskel på en meget mørk stenbordplade og en lys egetræsbordplade 😉
Nu glæder vi os bare til at se det endelige resultat – forhåbentligt inden jul!

/Pernille.

Et år senere

I denne uge er det et år siden, at vi skrev under på købskontrakten. Efter nogle meget nervepirrende uger, hvor der faktisk også var en anden interesseret køber. Heldigvis valgte vi at byde den rigtige pris, så det blev vores!

Dengang stod der et gammelt, faldefærdigt hus. Grunden var groet til flere steder af thujabuske og store træer. Der var kæmpe rodebunker osv. Vi kunne dengang ikke drømme om, hvilket arbejde der lå foran os. Og måske en smule naive troede vi, at vi ville flytte ind sensommeren 2017. Men, vi er blevet meget klogere det sidste år 😉 Der var mere end bare thujabuske, træer der skulle fældes, rodebunker (x1.000.000). Vi løb ind problemer med finansiering, et hus der først skulle gøres mindre, så større og så lidt mindre igen. Opstartsdatoer der blev rykket, fordi vi ikke var klar. Et hus der pludseligt skulle i landzone høring. Vi har virkelig lært meget! Og vigtigst af alt: ingen af os har på noget tidspunkt fortrudt vores store projekt 🙂

Status på byggeriet er at vi i sidste uge, uge 33, fik lagt tag på hele huset. Vi har valgt en mat sort tagsten. Og det er vi virkelig tilfredse med.
I denne uge har byggeriet stået stille, da vores tømmer holder ferie. Men på mandag går han i gang igen, og så har han cirka 3 ugers arbejde tilbage, inden vi kan gå i gang selv.
Det han skal lave inden vi kan overtage er: lave gavlene færdige (lukke dem), sætte tagrender op – her har vi valgt zinktagrender, montere vinduer og døre (shit vi glæder os til at se det!), lave de vindafstivende vægge færdige, ordne væggene mellem køkkenalrummet og de to længer og sætte det yderste lag af den indvendige isolering op.

  Asterix føler sig allerede hjemme herude, og har testet nogle af hans mange kommende udkigsposter fra huset 😉

Og så har vi fået bestilt køkken, badeværelser og bryggers. Men det må få et indlæg for sig 🙂
Rigtig god weekend!
/Pernille.

Rejsegilde og materialevalg

Uge 29+30
I mandags, d. 24. juli, var lidt af en festdag. Vi kunne nemlig invitere håndværkere, familie og de nærmeste venner til rejsegilde og fremvisning af vores store hus.
I uge 29 fik tømreren nemlig sat de sidste spær på køkken-alrummet op. Det meste af ugen gik med at lægge lægter (dem som tagstenene skal sættes fast på) på de to længers spær og lave skelettet til 1. salenes gavle. For første gang har vi nu kunne få en fornemmelse af, hvor store vores 1. sale bliver – det bliver simpelthen så godt og lækkert!
Her ses Jeannette og Lars’ 1. sal, hvor der kommer to værelser og et repos ved trappen. Der bliver de flotteste udsigte heroppe fra, så lige nu er dilemmaet, om de skal have soveværelse deroppe i stedet for nede i stuen 😉
Lægterne, hvor tagstenene sættes fast på. Hvis planen holder, lægges der tag i uge 32 og 33.
Hele huset set fra der hvor garagen en dag skal stå. Trelleborg-skiltet som I ser på facaden ved Jeannette og Lars’ længe, skal hænge op facaden til vi maler huset. Billedet er fra i mandags, hvor vi fik det skønneste sommervejr. Helt perfekt til rejsegilde, hvor der blev grillet pølser, vist hus frem, hygget og ikke mindst: slået søm i træstamme 🙂
Og selvfølgelig skal I også have et billede af vores rejsegilde krans.

Nu hvor der ikke er vildt lang tid til, at der står et færdigt råhus klar til os, skal vi også til at vælge materialer som stikontakter, indvendige døre, hvilke gulve vi skal have i de forskellige rum, hvilket køkken vi skal have, badeværelser, bryggers osv. Det er en længere proces, men vi tager én ting ad gangen. Og så er vi jo nogen (Pernille og Jeannette) der synes, at det her er det sjove 😉

Vi har været både hos AUBO og Designa og fået tilbud på køkken og bad. Til de nysgerrige, kan I få en idé om, hvordan vores køkkenalrum (måske) kommer til at se ud – vi har ikke besluttet noget endnu 🙂
Køkkenet bliver i hvert fald med hvide låger. Drømmen er egentligt et snedkerkøkken, måske endda lavet af Lars selv. Men det er der ikke penge eller tid til lige i denne omgang. Det svære valg lige nu er så bare hvilken type bordplade vi skal have. Pga. det stramme budget vi har, bliver der ikke råd til bordplade i sten, selvom det ellers er drømmen. Så vi er i stedet ude i laminatbordplade enten i meget mørkegrå eller med trælook, eller en træbordplade. Vi hælder lige nu mest til den med trælook eller en træbordplade, da det giver noget varme til rummet. Og så kommer det til at matche rigtig flot med vores meget store spisebord (det er stort set ligeså stort som køkkenøen 😉 ). Men om sagt, intet er fastlagt endnu.
I stedet for en tydelig emhætte, der ville skulle have en meget lang “skorsten”, da der er 5 meter til loft der, hvor den skal hænge, bygger vi en kasser med en indbygget emhætte. Ikke som den er illustreret på billedet her, vi vil nemlig ikke have skabe i den, og den kommer også til at ligge ovenpå højskabenes top. Det gør det muligt at vi kan få en ekstern motor på emhætten, som kan bygges ind i skunken og vi derved ikke får så meget støj fra emhætten. Derudover kan vi lave lys installationer i kassen, så vi kan få noget ordentligt belysning over kogepladsen.

Noget vi er ved at have på plads er, hvilke slags gulve vi vil have i de forskellige rum. I køkken-alrummet har vi skiftet meget mellem trægulv eller klinker. Trægulv pga. den sammenhænge der ville være mellem værelserne og stuerne, og fordi det er et varmere og blødere gulve. Klinker fordi de er super praktiske, de er nemme at vedligeholde og gøre rent. Især når vi tænker på, at vi både har hund og der en dag kommer små børn. Vi er endt på, at det bliver klinker. Og klinker i et beton lignende look med lidt struktur i overfladen, altså ikke helt glatte klinker.
I går, lørdag d. 29. juli, var vi derfor forbi Fliseuniverset og Garant gulve i Odense og kigge på gulve. Vi har ikke valgt noget endnu, men vi er blevet klogere. I stuerne og værelserne vil vi have egetræs trægulve, da de er flotte og meget slidstærke – siger møbelsnedkeren.
    
/Pernille.

Status på byggeriet

Det er ved at være tid til en update på byggeriet. Der sker nemlig rigtig meget, og det ligner nu mere og mere et rigtigt hus! 🙂

I mandags gik Trelleborg ind i deres 4. arbejdsuge, dvs. at de nu er halvvejs med at bygge råhuset, som gerne skulle stå færdigt 11. august.
Det giver næsten mest mening, at tage hver uge for sig, så I kan se hvor hurtigt sådan et byggeri går.

1. arbejdsuge / uge 25
Halvdelen er ugen er beskrevet i indlægget før det her, hvor tømreren mandag-onsdag brugte tiden på at lave husets skellet i de to længer. Da vi kom derud torsdag, var hele husets skelet samlet!
Helt perfekt timing, da vi om fredagen havde inviteret lidt familie, venner og gamle naboer til Sankthans aften ude på grunden. De var de allerførste til, at kunne få en rundvisning i “huset”, og se hvor de forskellige døre og vinduer kommer til at være. Vi endte med at have en rigtig hyggelig aften ude på grunden, kun med et enkelte par regndråber. Med langbordsmiddag i det fri og hekseafbrænding på bålet 🙂
2. arbejdsuge / uge 26
Her fik tømreren samlet husets to længers spær. Som vi tidligere har fortalt herinde, bliver alt samlet i hånden ude på grunden. Alle spærene blev samlet i to bunker, vil gætte på en bunke til hver længe, så de var klar til at blive hejst op med en kran.
Resten af ugen brugte han på at begynde på det inderste lag af yderbeklædningen. Det består af gipsplader, som er med til at isolerer huset.
Og så fik han sat de vindafstivende vægge op, der er fire i alt, to i hver længe. De er støbt ned i nogle dybe huller, så huset ikke kan vælte i stormvejr.
Her ser I de to vindafstivende vægge hos Jeannette og Lars. Det bagerste rum er deres badeværelse, og der forreste er deres soveværelse. Det I kan ane i hjørnet, er der hvor deres stue kommer til at ligge.

3. arbejdsuge / uge 27

Vi havde på fornemmelsen, at spærene ville blive rejst først på ugen. Mandag morgen kl. 8.00 da Lars kom ud på grunden – han er bygherrer og skal derfor hele tiden kontrollerer at byggeriet går som det skal, det kan man også hyrer (og betale) folk til, men vi gør det selv – var de første fem spær på Pernille og Bjørns længe allerede rejst! Og da vi kom derud mandag aften, var der spær på de to længer.
I køkkenalrummet var den bjælke der skal være i kip også rejst. Der er 5 meter op til kip = vi kan få et meget, meget højt juletræ 😉
Om tirsdagen satte han de sidste gipsplader op.
Onsdag havde vi inviteret Pernilles brødre og deres kærester på familiemiddag i aftensolen. Da vi gik rundt og viste dem huset, og kom om på siden af Pernille og Bjørns længe, mødte vi dette syn:
Da vi tegnede vores hus, kunne vi vælge imellem en vandret eller lodret beklædning. Som I kan se på billedet, har vi valgt en vandret beklædning, bl.a. fordi huset kommer til at have en meget lang facade ud mod gårdspladsen, men også fordi vi synes det er flottest. Og vi fortryder bestemt ikke vores valg!
Til efteråret skal vi give træet noget behandling af en eller anden art. Og først til foråret/sommeren næste uge skal vi male huset. Det bliver en næsten helt sort nuance. Det skulle være mere slidestærkt sammenlignet med helt sort i forhold til solen, så det forhåbentligt kun skal males hver 10.-12. år 🙂

Bjørn kravlede op på stiladest i køkkenalrummet, og skød de her billeder deroppe fra. Det er ikke helt det kig man får fra vores første sale, men noget i den stil. Lige her kommer vores kæmpe køkken til at ligge. Vi får en over 3 meter lang og 1,20 meter bred køkkenø, der hvor rørene stikker op, med masser af bordplads og vask. Op mod væggen ind til Jeannette og Lars’ længe får vi bordplads med kogeplade og højskabe med ovn, fryseskabe og køleskab på begge sider.

Torsdag blev der sat træbeklædning på facaden ud mod marken og fredag holdte tømreren i velfortjent fridag 🙂

4. arbejdsuge / uge 28
Mandag blev resten af træbeklædningen sat på, på facaden ud mod gårdspladsen og på siden af Jeannette og Lars’ længe. Tømreren har haft en hjælper på til træbeklædningen, så de kunne være færdige til tirsdag, hvor der er blevet sat stilads op.Der er sat stilads op, så tømreren kan bygge gavlene op. Og så han kan gøre klar til, at der kan bliver lagt tag. Inden taget lægges, skal han dog lige have sat spær op i køkkenalrummet – og så skal vi holde rejsegilde! 😉

Og nu skal I endeligt ikke tro, at vi ikke har noget at lave! Torsdag i sidste uge brugte Pernille og Bjørn 6 timer på havearbejde. Der er jo 1 hektar, foruden den hektar hvor der er mark på, hvor der skal slås græs. Så Bjørn slog først græs med traktoren og grønthøsteren, og bagefter med havetraktoren. Heldigvis har vi fire søde behårede hjælpere, som tager sig af forhaven, nemlig vores fire pleje får.Imens Bjørn kørte diverse traktorer, ordnede Pernille vores lille køkkenhave. Vi er nemlig så småt begyndt på selvforsyning i form af kartofler, løg og peberrod.
Hvad er mere passende, end at slutte det den her update af med et par billeder af to af vores smukke, smukke udsigter:

/Pernille.